x
Forventningsfulde sange i uvante rammer

Naked, Spot Festival, Musikhuset, Rytmisk Sal

Forventningsfulde sange i uvante rammer

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Med Naked er formålet at skrælle sangene ind til benet. Det er formålet, at artisterne skal stå alene og således nøgne, kun i selskab af en pianist. Det er formålet, at sangene skal få nyt liv og skabe en ny fortolkning. Formålet er at vise en musikalsk diversitet blandt et udvalg af stemmer, der lige nu gør sig bemærket.

Kjartan Arngrim er sat til at skyde det hele i gang. Muligvis er han også blandt udvalgets største personligheder og har med Folkeklubben skabt et soundtrack til arbejderen og den menige borger, hvis stemmer længe har været druknet i snak om vækst og besparelser. Kjartans Arngrims stemme befinder sig godt i det her koncept. Han fortæller livligt om sangenes udspring og formål, og hvordan det hele hænger sammen. Og selvom hans stemme ikke er udgjort af alverden, er det alligevel overbevisende og indlevende. Han starter Danmarksfilmen og tager publikum med igennem en filmisk fortælling om livet som dansker – på godt og ondt.

Vokalerne og teksterne fremstår på nogenlunde samme måde, som de normalt gør, når Kjartan Algrim optræder med fuldt band, men alligevel stikker fortællingerne dybere. Fortællingerne vil noget, de har noget på hjerte, og der lyttes. Netop det formår Naked at fremhæve.

Hvor Kjartan Arngrim muligvis befinder sig mest tilpas i Naked-konceptet, skiller de øvrige gæster sig mere ud, og selvom Sarah Mariegaards stemme er fremme i lydbilledet, når hun optræder under navnet Soleima, skaber selskab af en pianist alligevel en tyngde og en nervøsitet i sangen. Sarah Mariegaard er uden for sine vante rammer, og det ses tydeligt. Men det er charmerende, og det har stor betydning, selvom fortællingerne stadig forbliver lidt anonyme.

Naked er noget af en legeplads. Der er plads til at prøve ting af, og det er noget, Soleima udnytter til fulde. Hun fortæller om tabet af sin bedstefar og dedikerer sangen ”En stille glød i mørket” af Allan Olsen til ham, og det får følelserne til at bevæge sig uden på tøjet. Men hegnet på legepladsen har alligevel sine begrænsninger, og forsøget på at bringe en vocoder ind i projektet falder helt til jorden og virker ujævnt og langtfra gennemarbejdet.

Hvor Kjartan Arngrim og Sarah Mariegaard er til at forestille sig i konceptet, befinder Simon Olsen sig helt ovre i den anden ende. Hans daglige virke i Baest og Livløs omfatter alt andet end skønsang, og tanken om growl tillagt klaver er svær at trække fornuft ud af. Alligevel beviser Simon Olsen sig som aftenens overraskelse. Den helt store sanger bliver han aldrig, og han vil sikkert også gøre klogt i primært at slå sine folder som dødsmetalvokalist, men alligevel er der noget helt igennem betagende over hans optræden. Han træder ind i nervøsiteten og bliver der. Vi ved det blandt publikum, for han fortæller os det. Og han beviser oven i købet, at han kan magte andet end at growle, selvom stemmen ligger langt fra John Legend, som fortolkningerne af Baests ”Wormlord” og ”Marie Magdalene” bevæger sig op ad. Det er følelsesbetonet og gribende, og som taget fra en film af Alfred Hitchcock. Den tilbagelænede tilgang skinner igennem, og sætter sangene i et lys, ingen anden vokalist under dette års Naked formår. Det er for en gangs skyld til at forstå, hvad der synges, og cementerer herigennem den kaliber af et sangskrivningstalent, der lever i Baest-lejren.

For få måneder siden optrådte Lydmor til GAFFA-Prisen. Afklædt. Jenny Rossander har det med at træde uden for rammerne og finde sin egen tryghed der, hvor kun få tør bevæge sig hen. I Musikhuset tager hun det skæve hele vejen og fremstår lige så forvandt i hele projektet, som var det en naturlig viderefortolkning af det musikalske univers, Lydmor begår sig i. Hun fortæller historier om sin tilværelse i Shanghai og skaber musikalske referencer til Ruyichi Sakamoto, imens hun bevæger sig væk fra mikrofonstativet og lader stemmen få frit løb. Og som den perfekte afslutning på en aften, hvor intet er gået efter publikums forventning, træder hun et skridt længere ud på scenen og skriger de sidste toner, inden lyset tændes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA