ANMELDELSE: Gurli Octavia cruiser i overhalingsbanen

Gurli Octavia, Spot Festival, Godbanen, Den Rå Hal

ANMELDELSE: Gurli Octavia cruiser i overhalingsbanen

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

Hvis man som undertegnede har døbt sin bil Gurli, vil jeg anbefale, at man skifter den ud med en Octavia hurtigst muligt. For hold nu op, en mere lækker oplevelse end en Gurli Octavia har vist sjældent kørt på denne jord.

Fredag aften lyste den lille kvinde op i Godsbanens Rå Hal med sin gule bluse blandt fem sortklædte bandmedlemmer. Det var helt igennem trygt og behageligt at høre den aarhusianske sangskriver med orkester cruise gennem ni både nye og kendte sange. Publikum lå eller sad på kulørte hynder, og selvom mange talte højt, gik Octavia alligevel klart igennem, så teksterne stod knivskarpt.

Lyden var lige tilpas afstemt til det store lokale, og bandet leverede hele balladen enormt tight og med velplacerede breaks uden at lade sig slå ud af enkelte svipsere og små tekniske lydudfordringer. Faktisk var det så behageligt, at man næsten ikke lagde mærke til de skævere tiltag, som eksempelvis at sangen ”Woebegone” faktisk gik i 5/4. Så da Octavia udbrød ”I hope you’re feeling very well”, var det netop sådan, man følte denne lyse forårsaften med melodiske toner, kolde fadøl og bløde puder; alting var very well.

Meditér mer’!
Octavia præsenterede faktisk en del nye sange til denne 45-minutters koncert på Spot Festival. Én af dem kaldte hun ”Clone”, og den handlede om samfundet. ”Sorry – I don’t want to explain it”, sagde hun med et grin. Tydeligt var det, at den havde en stikkende samfundsmæssig agenda a la John Lennons ”Working Class Hero”, men lydmæssigt lød den dog meget som de foregående ”Lay Low” og ”Floating”.

Man nåede derfor lige at finde sangene en kende ensformige og forudsigelige, inden dynamikken brat ændrede karakter. Octavia kun ledsaget af en korpige og en akustisk guitar sang endnu et ukendt nummer, der endte med den dystre sætning ”I aim to kill”. Den blev afløst af nummeret ”Hush Little Soul”, som var skrevet som en art meditationssang, der ifølge hende selv mislykkedes som dét. Det blev dog netop både magisk og meditativt, når klaveret fik en usleben retro-lyd, mens alle øvrige bandmedlemmer lod instrumenterne ligge og i stedet stemte i med kor. Her nåede koncerten virkelig et helt særligt, dybtfølt niveau, og Octavia kan for min skyld roligt forsøge at meditere igen.

Mellem stikkende tekster og ydmyg attitude
Octavia arbejdede på den måde i et spænd mellem skarptskårne og melankolske tekster, underspillet humor, en ydmyg attitude og en enormt venskabelig og afslappet karisma. Den konstante og humoristiske publikumskontakt gjorde det tydeligt, at sangene var skrevet til mennesker, om mennesker og af mennesker. Som da hun reflekterede over størrelsen på sit band og proklamerede, at hver og én var uerstattelig.

Ærgerligt er det derfor, at koncerten faktisk var allerbedst, når hun var så alene som muligt. For når Gurli Octavia stod kun med sine stærke sange og en akustisk guitar, forsvandt de rullende rytmer, der måske gav hendes new-folk eller americana-stil en smule for meget hipsterpræg. Selvom hun er den slags artist, hvor det musikalske fællesskab er sangenes brændstof, fungerer hun altså godt alene – også når "the lights are on".

Én ting er i hvert fald sikkert: Agnes Obel og deslige skal holde gevaldigt øje med bakspejlet, for der ligger altså en Octavia i overhalingsbanen – med eller uden band.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA