ANMELDELSE: Tak for dansen, Virgin Suicide

Virgin Suicide, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

ANMELDELSE: Tak for dansen, Virgin Suicide

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

De vanish-hvide T-shirts oplyses af et blå-lilla lysstofrør og varsler indendørsfest, da Virgin Suicide indtager venstre scene i Scandinavian Congres Center fredag før midnat. Med nummeret “Forever Trouble", der deler titel med 2017-albummet, tiltrækker den københavnske britpop-gruppe en bred skare af yngre publikummere, der ihærdigt rykker sig tæt på scenen under koncertens første nummer.

Herfra cementeres den stærke vokalharmoni og synthesizeren, der karakteriserer det populære indie-band; et stabilt musikalskt grundfundament, der yderligere forstærkes af gruppens velkendte hit “Around the Sun”, der høster bifald fra den sommerglade og -kåde ungdom. Og således er der dømt seriøs festivalstemning på et splitsekund.

Derefter skifter Virgin Suicide fra det gamle til det nye materiale med deres seneste single “Madonna”, der absolut har potentiale til at ende som et af sommerens indie-hits. Eneste kritik er dog sidste omkvæds modulering. Dog skal det siges, at undertegnede er særligt sensitiv over for denne slags musikalske kneb.

“Men nu skal vi fandeme have en af de hurtige,” siger forsanger Martin Grønne, inden bandet slår over i “2nd Wave”. Den er publikum helt med på – også nede bagved, hvor flere af de mere tilbageholdne koncertgængere samler mod til sporadisk at ryste træbenet. Danseskoene er for alvor snøret fra de forreste til bagerste rækker, og sådan forbliver publikum i samme festglade stemning, indtil sidste nummer er spillet.

Til det drømmende synth-karakteristiske nummer “You Hate the Way I Feel” fra Forever Trouble synger Grønne, at vi hader sådan, som han føler. Et statement, der i Spot-koncertens kontekst er ude af trit med den kærlighed, publikum sender mod scenen.

Skulle der endelig være noget at hade ved Virgin Suicide, ville det være, at det er så pokkers svært at komme med alvorlige kritikpunkter til aftenens koncert, der naturligvis høster fem stjerner. En tak for dansen og god vind fremover skal det lyde til drengene fra Virgin Suicide.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA