Dansen med dødsherrerne

Baest, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

Dansen med dødsherrerne

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Man har ligesom kunnet dufte det lidt hele dagen. Den forventningsfulde ungdom med grydehår og hurtige briller, der har trukket i den rødhvide Baest-T-shirt og stoppet den godt og grundigt ned i de højtaljede vintage-bukser. Kort inden koncerten bliver jeg nærmest overfaldet af en flok teens, der forsikrer mig om, at de ikke kommer til at kunne bevæge sig efter koncerten. For dem gælder det liv og død, som jeg selv husker det, da jeg var 15 år og skulle til koncert med mit nye ynglingsband.

Baest er på hjemmebane, og det kan mærkes. Det summer imellem publikum på SCC, og fremmødet er ret imponerende taget i betragtning, at klokken har rundet midnat, og folk har paseret sine første tusinde øl. Til geder, klokker og støj træder Baest ind på scenen. Sådan er det hver gang, og det har det med at forsikre lytteren om, at nu bliver det farligt. Det er dér, Baest adskiller sig fra samtlige danske metalbands. Vreden overskygger alt andet, og som publikum er man konstant overbevist om, at de kunne slå os ihjel, hvis det var det, de havde lyst til. ”Crosswhore” sparker os lige i ansigtet med vrede og blasfemi og sætter gang i den første dans oppe forrest, imens Simon Olsen fanger spytklatter og hvæser ad publikum. Svend Karlsson og Lasse Revsbech vrider nakkerne synkront, imens Mathias ”Muddi” Melchiorsen stirrer manisk på sit publikum.

Baest er kommet for at lægge det hele ned, og det gør de. Igennem den halve time cementeres deres gennemførte materiale fra ep’en Marie Magdalene til det kommende materiale, der rammer gaden til august. Det er gennemført og overbevisende vildskab, der alligevel er enormt kontrolleret, imens Baest bevæger sig igennem de skarpe temposkift på ”Wormlord” og skiller publikum fra hinanden under en wall of death, imens ”Marie Magdalene” brager afsted fra scenen. Aarhus-publikummet forkæles med den nye skæring ”Ego Te Absolvo” fra det kommende album Dance Macabre, der er et udtryk for, hvordan Baest ikke dvæler ved det vante, men tager et skridt videre i udviklingen og formidlingen af den gode gamle svenskerdød.

Baest er klar til udlandet. Det har de været længe, måske siden starten, hvor de for kun to år siden rev de første nakker rundt på et spillested en spytklat herfra. Jeg har set bandet spille flere gange hen over de sidste to år, men alligevel står jeg hver eneste gang tilbage med følelsen af at have oplevet noget nær en åbenbaring over, hvor gode de er på en scene. Det er som om, at hver gang er den første. Det er sådan, Baest griber det hele an.

Jeg står tilbage bagest i salen. Jeg ryster min nakke frem og tilbage, for jeg kan ikke lade være. Jeg tænker tilbage på Roskilde Festival og Copenhell sidste år, hvor Baest rev det hele midt over, og alligevel føles det igen som at få taget sin mødom. Det er farligt og spændende, og Baest befinder sig lige i midten af det. I den overbevisende vrede, der hverken virker påtaget eller banal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA