x
Stille, smukke sange – men ikke de optimale rammer

Marie-Louise Munck, Spot Festival, Bora Bora

Stille, smukke sange – men ikke de optimale rammer

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Spot Festival er mest kendt for at præsentere nye, fremadstormende talenter, men så er der også gengangerne. Nogle kunstnere bliver programsat med jævne mellemrum, fordi festivalen enten kan fornemme en stigende interesse, eller fordi de tidligere har givet stærke Spot-koncerter og nu er atter er aktuelle, måske i en ny sammenhæng. En sådan kunstner er Marie-Louise Munck. Det er hele 20 år siden, hun første gang optrådte på Spot, dengang som sangerinde i den post-rock-inspirerede gruppe Amstrong, der nåede at udgive tre album, og sideløbende har hun også udsende tre album med den mere elektronisk orienterede duo Antenne. I 2010 udsendte hun sit første soloalbum, og i år udkom så hendes andet soloudspil, Moon Dogs, der ligesom debuten byder på tyste, dybt melankolske sange, denne gang dog lidt længere, ofte på seks-syv minutter.

Sangene er af den type, der ikke ligefrem griber lytteren om struben og råber ”Hør mig!”, men kræver opmærksomhed for at synke ind, og det forklarer måske også, hvorfor Marie-Louise Munck aldrig har fået et stort publikum og nok heller ikke får det i denne omgang. Hun er endnu mere lavmælt end Kira Skov, der heldigvis har fået en relativt stor fanskare med et åndsbeslægtet udtryk og i øvrigt har spillet på festivalen tidligere på dagen. Det er virkelig en lise, at der stadig er nogen i denne SoMe- og fake news-tid, der insisterer på fordybelse og koncentration. Også midt i Spot Festival, hvor der er lange køer til udmærkede kunstnere som Barselona og senere Saveus, men hvor der absolut ikke er problemer med at komme ind til Marie-Louise Munck, der skal spille på danseteateret Bora Bora. Publikumsantallet overstiger på intet tidspunkt 30, men det er jo ikke kvantiteten, der tæller, og til gengæld er der stort set ingen, der forlader rummet, mens musikken spiller.

Munck sidder på scenen bag sit keyboard og har medbragt to musikere, søsteren Camilla Munck (kendt fra først den hedengangne countrygruppe Wynona og siden den fine singer-songwriter-duo Munck//Johnson) på keyboard og kor og el-guitaristen Tanja Vesterbye Jessen, der blandt andet spillede med Munck i Amstrong. Lidt overraskende lægger Munck ud med en sang fra den otte år gamle solodebut, nemlig ”Songbird”, men de efterfølgende sange er fra det nye album, bortset fra den helt nye og afsluttende "A Promise", og de klinger alle smukt i rummet. Muncks ret dybe og inderligt vemodige stemme står centralt i lydbilledet sammen med de drømmende klavertoner og får mig til at tænke på førnævnte Kira Skov.

Tanja Vesterbye Jessen bidrager med stemningsfuld guitarstrumming og skarpe enkelttoner, der sender tankerne på langfart, og Camilla Munck fuldender universet med diskret knitrende og susende elektronik og luftigt kor. Teksterne handler ofte om en ”hun”, og nummeret ”My Paper-Thin Wife” præsenteres som en sang om det porøse i tilværelsen. Porøs og skrøbelig er Marie-Louise Munck også, hvis man betragter hende som noget, der dukker op i et Facebook-feed, hvor man på et nanosekund skal tage stilling til, om hun er noget, man vil bruge opmærksomhed på, men hvis man giver sig tid til at åbne sig for hendes stemme, musik og tekster, er hun holdbar som granit. Det er formodentlig også derfor, hun stadig har interesse for både pladeselskaber, koncertarrangører og ikke mindst et lille, men opmærksomt publikum her 20 år efter første Spot-koncert – og forhåbentlig også har det om 20 år.

Koncerten er dog ikke perfekt, for det fremgår hurtigt, at Munck er en smule fejlplaceret på Bora Bora-scenen. Hendes sange ville have gjort sig klart bedre i en mere intim og mindre sal med udelukkende siddepladser som eksempelvis Musikhusets Lille Sal, der dog overhovedet ikke er i brug i år på Spot. Ganske vist er der siddepladser i Bora Bora, men de er placeret langt væk fra scenen, og man kan som publikum dermed vælge mellem at sætte sig ned og lytte koncentreret til musikken og til gengæld være på lang afstand af musikerne, eller stille sig op til scenen og så føle sig en smule akavet, fordi musikken er alt andet end dansevenlig. Måske skulle bandet simpelthen have spillet på gulvet? Vi skal også først langt ind i koncerten, før lysmanden begynder at arbejde med andet end et kedeligt hvidt lys, og en stemningsfuld lyssætning fra første anslag ville virkelig have ydet denne smukke musik større retfærdighed. Når kunstneren er så kompromisløs, som Marie-Louise Munck er, stiller det krav til omgivelserne. Jeg håber snart at kunne opleve hende i mere passende rammer, og hvis det bliver aktuelt, kan jeg kun anbefale hende på det varmeste.

Sætliste:

Songbird

My Paper-Thin Wife

Dead Calm Ocean

Moon Dogs

Crowbar

A Promise


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA