ANMELDELSE: Kajsa Vala er alt andet end en kliché

Kajsa Vala, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

ANMELDELSE: Kajsa Vala er alt andet end en kliché

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

Det der med en kvindelig singer/songwriter, der står i front med en rytmeguitar, en håndfuld velskrevne sange og et efter sigende ”nyt take” på americana-stilen er ligesom set før. Hvad der til gengæld sjældent ses, er en kvindelig frontfigur, der smasker den ene heftige elguitarsolo efter den anden lige i fjæset på publikum. Dét er americana.

Kajsa Vala var en oplevelse af de mere eksplosive slags denne solskinseftermiddag på Spot Festival i den mørklagte koncertsal i Scandinavian Congress Center. Der var heldigvis højt til loftet, for i den alt for korte halve time, koncerten varede, ejede Vala simpelthen salen og blæste gang på gang toppen af de mange publikummers hjerneskaller.

Med sig på scenen havde hun en trommeslager, en bassist og en (rytme)guitarist foruden en top-sej perkussionist, som både mestrede harmonika og rytmestads til perfektion. Heldigvis var de alle fire også habile korsangere, og det blev ikke bare brugt som en standard terts-kvint-oktav oven på melodilinjen, men ofte som firstemmig underlægning. Eksempelvis i den smukke, nye kærlighedssang ”Be There”, hvor koret byggedes op selvstændigt, mens Vala fik lov at lade sin stærke vokal få frit løb i overraskende fraseringer.

Blues og breaks
Publikum var klar med jublende tilråb allerede fra det første Nashville-prægede guitaranslag, og bandet lagde stærkt fra land med et nyt nummer, hvor Vala midt i et velplaceret break skrålede: ”Don’t tell me how to dress!”. Vala styrede tydeligvis det her show, og det var et kontrastfyldt sæt med masser af kant, dramatik, energi og dynamik, hvor man aldrig nåede at kede sig på noget tidspunkt. Til sidst satte bandet et stort, fedt punktum for koncerten med den tunge, bluesede ”Makes the World Go Round” fra Valas selvtitulerede 2016-album.

Og der var plads til det hele. Store følelser, dans og eftertænksomhed. Sangene var catchy absolut uden at være klichéfyldte. Kun den nye roadtrip-sang ”Falling is Easy” faldt faktisk en smule igennem og fremstod energiforladt i sammenligning med de øvrige. Man kunne have ønsket, at den var blevet skiftet ud med den populære ”Saint Cecilia”, som desværre glimrede ved sit fravær.

Klar med nyt album og turné
Indtil videre har vi kun set et enkelt album og få singler fra Kajsa Vala. Men som vinder af Fatter Eskild-prisen i 2017 fik hun heldigvis både denne koncertplads på dette års Spot Festival foruden indspildningstid i et studie og lidt håndører. Derfor er hun klar med en ny plade og en turne dette efterår, og til koncerten præsenterede hun hele fire nye sange. På den baggrund lover jeg, at vi er ”in for a treat”, når sommeren er slut, og Valas nye skive rammer diverse streamingtjenester. Og forhåbentlig finder vi også Kajsa Vala med sit sublime band på mange andre scener rundt om i landet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA