ANMELDELSE: Ud af sumpen vokser kunsten

Afenginn, Spot Festival, Godsbanen, Den Rå Hal

ANMELDELSE: Ud af sumpen vokser kunsten

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

Afenginn var næste act til lørdagens Spot Festival efter en kort aftenpause i Godsbanens Rå Hal. En noget ordknap konferencier trådte frem for at introducere dem uden nærmere introduktion. ”Afenginn,” som han sagde, ”er jo verdensmestre i… Ja, i det, de gør”. Og man må sige, at Afenginn virkelig gjorde det, de er verdensmestre i. Hvad det så end er.

For det er med frygt og bæven at skulle sætte fingeren på noget, der så absolut ikke lader sig beskrive. Den musik, der langsomt hævede sig ud over det siddende publikum, var en sump af lyde og bevægelser, hvorfra de distinkte melodiske linjer voksede i violinen, klarinetten og basunen. Og da sumpen endelig fik rytmisk og melodisk karakter med både vokal og hele to trommeslagere, rejste publikum sig på frontmandens opfordring og tiljublede den karismatiske mandolinmand og hans otte-mands følge.

En konstant musiksump
Sump er måske den rigtigste betegnelse for denne koncert, hvor noget blev trukket frem for igen at forsvinde i tågen. Den indeholdt alt fra breakdowns i swing til heavy-lignende mandolinriffs, Balkanfornemmelser, marimba-modrytmer, elektroniske strejf og smukke, klassiske duetter mellem violin og klarinet, alt sammen vævet sammen på en måde, hvor overgangen foregik helt umærkeligt. I en musikhistorisk sump af genrer og konventioner havde Afenginn håndplukket det, de kunne lide, og skabt deres eget ubundne og forfriskende univers.

Publikum var andægtige, tyssende på hinanden i de stille passager og ivrige efter at klappe og danse i de mere energiske. Men når det kommer til Afenginn, kræver det nok en ph.d. i musikvidenskab for at kunne slå sig rigtigt løs. Hvor meget man end ønsker at kaste sig brølende, klappende og dansende ind i sumpen, lader man være – af fare for at se dum ud. For taktarterne skifter lige så hurtigt og umærkeligt, som bassisten skifter mellem bas og cello. Særligt i den svært rytmiske "QuickSilver" blev publikum virkelig udfordrede, og undertegnede turde heller ikke binde an med at klappe i takt, selvom lysten var der.

”Opus Two”
Afenginns lydunivers har efterhånden skruet ned for den østeuropæiske gøglermusik og op for de gennemarbejdede kompositioner med nordisk vibe. Det ses tydeligt til denne korte koncert, hvor gruppen havde samlet et udpluk af numrene fra deres prisvindende 2016-album Opus. De blev fremført i præcist samme rækkefølge som på pladen, for Opus er altså et værk med stort V, hvor ingenting kan tages ud eller blandes rundt. Dog kunne vokalpassagerne fremstå lidt energiforladte rodede i liveversion, og koncerten fremtod egentlig "bare" som en "Opus vol. 2". Det var ærgerligt, at de grænsesøgende musikanter ikke også søgte at udfordre deres egne grænser. Men Afenginn er ikke et band, der bærer præg af improvisation. 

Intenderet provokation
Tænk at kunne spille en så gennemkomponeret 50-minutters koncert ganske uden noder. Den omsiggribende koncert, som voksede ud af sumpen, vendte tilbage dertil i afslutningsnummeret ”Axiom”. Det var langtrukkent og åndeløst. Man følte det næsten for provokerende langt, og i det rivende, meditative tankemylder, man stod midt i til Afenginns musik, kom den idé, at provokationen måske var intenderet. Måske skal vi ikke altid skal have travlt og have retning. Nogle gange er det også okay at sumpe – for lediggang er roden til al kunst.

Jeg vil derfor ikke sige mere om Afenginns musiksump, end at den bør serveres rygende varm med en iskold fadøl til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA