x
ANMELDELSE: Uperfekt og uforløst

Turbolens, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

ANMELDELSE: Uperfekt og uforløst

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Et publikum i alle aldre havde samlet sig foran scenen i Scandinavian Congress Center. Der var alt fra små børn til det grå guld ud over det mere sædvanlige Spot-publikum. Dømt ud fra entusiasmen var familierne mødt talstærkt op til det ni mand høje band, der ud over guitarist, forsanger og band leader Bo Madsen tæller otte børn i skolealderen: Rytmegruppen Niklas og Julius på trommer og bas samt det seks børn høje kor, Mullerne.

Efter en sød velkomst fra to af Mullerne gik Bo Madsen alene på scenen iført en vild sweater og smækbukserne. Fumlende og mumlende med sin guitar åbnede han aftenens koncert med en sang om og til sine børn. Det var en lang, hyggelig og humoristisk fortælling i børnehøjde om far, mor og børn, fremført af Bo Madsens uskolede, befriende uperfekte vokal på en bund af hans karakteristisk smukt støjende guitar. Et rigtigt fint indslag, der fik både smil og grin frem blandt publikum, men som set i bagklogskabens klare lys efter koncerten nok viste sig at være en tand for langt.

Mod fortællingens slutning sluttede rytmegruppen sig til, helt klædt i hvidt, og da sangen var omme kom alle Mullerne på scenen, ligeledes klædt i hvidt i stærk kontrast til Bo Madsen. De gav os så den noget anonyme ”Stjernegylp” og fremragende ”Farver” med Ella i stærk duet ved Bo Madsens side. ”Farver” er en blandt flere perler i Turbolens’ ellers lille bagkatalog, og den fik hele salen til både at synge og gynge. Louis overtog herefter Ellas plads ved scenekanten med ”Helt, mig, selv”, en yderst funky sag, hvor Louis og Bos vokaler i samspil gav en smækfed fylde.

Mens rytmegruppen var en klippe med sine skarpe trommer og onde bas, var koret slet ikke til at styre af ren begejstring. Når de ikke sang, dansede de rundt i hver sin stil. De havde tydeligvis en fest, og det var skønt at se. Mon ikke Bo Madsens uperfekte vokal, legende tilgang og fjollerier mellem numrene har skabt det perfekte forum for, at børnene føler sig trygge og hjemme på scenen foran så mange mennesker? Eller også er de bare for seje. Det er nok en kombination.

Efter de to uptempo, feel good-sange fra EP’en II, kom den noget mere dystre ”Drømmen”, der kræver flere lyt end det første for at komme ind under huden, men som til gengæld virkelig vokser på en. Stemningen fra ”Drømmen” fortsatte over i et nyt take på gennembrudshittet ”Rastløse bevægelser”. Det var hårdt, mørkt, drønhøjt og til at starte med meget modigt. Men da nummeret fortsatte i dette nye, onde spor og totalt overdøvede det karakteristiske kor, var det ikke sjovt længere. Bo Madsen var som besat. Han virkede vred. Om det var de bøvede råb om at spille noget med Mew fra salen, eller om han virkelig ønskede at tage det smukke nummer et nyt og mørkt sted hen, skal jeg ikke kunne sige. Men hvad der startede med at være et modigt træk endte decideret dumt. Turbolens er ingenlunde et one hit-wonder. Skulle der have eksisteret en tvivler, så beviste aftenens koncert da det modsatte. Men at aflive deres første og største hit på en sådan vis til Spot Festival var et kolossalt selvmål. Det nummer fortjener at få sin ”Hey Jude” på.

Endnu større blev skaden, da det viste sig, at tiden var gået, og der ikke var tid til et sidste nummer. Koncerten endte således uforløst med ”Rastløse Bevægelser”’s onde, dumme tvilling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA