x
ANMELDELSE: Hitparade fra debutanter

Luster, Spot Festival, Godsbanen, Åbne Scene

ANMELDELSE: Hitparade fra debutanter

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Oppenheimer havde udvalgt Luster som et band, der var værd at holde øje med, da de præsenterede kvartetten på Godsbanens Åbne Scene. Rigtigt mange mennesker var ankommet, og heldigvis for det, for Oppenheimer fik ret, da Luster fik deres nyligt udgivne, selvbetitlede debutalbum til at lyde som en sand greatest hits-parade foran det feststemte publikum.

Lokalet var indhyllet i røg, hvilket i den rette belysning gav en ganske passende sepiatonet atmosfære til Lusters kornede, men knivskarpe raw pop. Der blev ikke vekslet et eneste ord med publikum, vi blev bare blæst omkuld fra begyndelsen med albumåbneren ”New Pleasure”, den umanerligt cool ”Let’s Try It” og ”You’ve Got the Heat” – en trilogi, der for Luster blot var en åbner, hvor bare en af disse ville have været aftenens højdepunkt for enhver anden.

Anders Bachs knivskarpe trommer og Jacob Haubjergs Sting-agtige bas udgjorde et bundsolidt fundament for de hurtige, friske lo-fi popsange. Et fundament, som ikke engang det energiske publikum kunne bringe ud af kurs. Oven på dette lå Morten Søgårds spacede guitar, og Brian Batzs keyboards og rytmebokse bandt det hele sammen. Men ingen sang uden vokal. Haubjerg var tydelig forsanger, men alle bød ind i skøn og kraftfuld harmoni.

Efter en vild begyndelse kom vi ned på jorden igen med den smukke ballade ”Fall & Forget”, inden Bach sparkede trommerne helt op i gear på ”Running Through Fire” og Søgård fulgte op med en lang, vild guitarsolo. Bedst som man troede, at det ikke kunne blive vildere, eksploderede hele Godsbanen (naturligvis) med ”Sexbeat”. Luster formåede simpelthen at sætte gang i en fest – midt i festen! Et skarpt break fra Bach, og hele salen brød ud i jubel. Luster havde i den grad publikum med sig.

Opløftede og forpustede kom publikum ned på jorden igen med Haubjerg solo på ”Nothing to Lose”. Jeg ved ikke, om det var det rigtige træk. Måske skulle festen bare have sluttet på toppen. Omvendt ville det ikke være rimeligt over for festivalens øvrige optrædende ikke at få publikum til at falde lidt ned, inden de blev lukket ud i den lune forårsnat.

Sætliste:

New Pleasure

Let’s Try It

You’ve Got the Heat

Fall & Forget

Running Through Fire

Sexbeat

Nothing To Lose


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA