x
Overdådigt, generøst guitar-mar(r)eridt I Vega

Johnny Marr, Store Vega, København

Overdådigt, generøst guitar-mar(r)eridt I Vega

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Mens den halve verden tilsyneladende var optaget af et royalt bryllup i London, havde København lørdag besøg af ægte britisk rockroyalty. Guitaristen Johnny Marr, der sammen med sin Rickenbacker i The Smiths satte barren for lyden af indierock-guitar, spillede for et halvt fyldt Vega. Synd for den halvdel, der ikke var der. For det blev en intens oplevelse, hvor Marrs gråhvide Fender Johnny Marr Jaguar Olympic White-guitar spredte guldstøv med overdådig generøsitet som en ren solkonge.

"Det er det bedste band, jeg har spillet med," sagde Johnny Marr mod slutningen af koncerten, der overraskende nok var hans første solooptræden i København.

Noget af et statement. Ud over de fem år i The Smiths har han samarbejdet med et hav af musikere, spillet med i et hav af bands – herunder The Pretenders, Pet Shop Boys og en kort periode i superbandet 7 Worlds Collide med musikere fra Pearl Jam, Radiohead, Splitz End og Crowded House.

Man kan kalde Marr promiskuøs guitarmonogam.

For uanset, om han har lagt guitar til Bryan Ferrys silkelyd, skabt storladen filmmusik med Hans Zimmer eller spillet skramlet indierock med Modest Mouse, har der altid været en speciel signatur-feeling i hans musik - en lys, blitzende melodisk klang.

Lyden af spindelvæv

Som lyden af spindelvæv, hvor morgenduggen gradvis oplyses af morgensolen og skaber smukke billeder af diamanter i bevægelse. Sådan cirka.

Den klang hørtes allerede i første nummer "The Tracers" (udsendt som single for nylig), som ellers mere emmer af Marrs urrødder i The Stooges end The Smiths.

Den præmis måtte man acceptere denne lørdag aften aften i Vega. Som det fremgår af sætlisten nedenfor stammer hele ni numre fra albummet Call the Comet, der udkommer 15. juni. Altså var halvdelen numre, som kun Johnny Marr og hans band kendte i forvejen. På sin vis ville udtrykket "showcase" være mere berettiget end "koncert".

En anden præmis, at Marr – selvom han forsøger – så langt fra synger de gamle Smiths-sange med samme grundmisantropiske tristesse og weltschmerz som gode, gamle Morrissey.

Da Marr fik salen til at synge med på de ellers stærkt stemningssættende linjer fra "The Headmaster Ritual", "Belligerent ghouls/Run Manchester schools/Spineless swines/Cemented minds", lød det næsten mere som om, han holdt med rektor end med lille Morrissey i skoleuniform.

Melankolsk, understated lyd

Men så var der jo den nævnte Fender, hvis simple, højt stemte melankolske, understatede lyd i al sin simple kompleksitet så rigelig skabte en kontekst omkring de mange nye numre, at det føltes lidt ligegyldigt, om man kendte dem eller ej. Eller at de dybest set så langt fra matcher Marrs lange bagkatalog. Her kan man tale om, at musikeren og hans instrument er større end rammerne.

Dét uanset om han spillede tunge riffs, småblueset swagger i "Day in Day Out", electrorocket i det Depeche Mode-inspirerede "Spiral Cities" og det gamle Electronic-nummer "Getting Away with It", glamrocket i "Jeopardy" – eller sin egen kendte poetiske signaturlyd. Som i det blændende, nye popnummer "Hi Hallo".

Eller bragte publikum tilbage i en stemning af bittersød teenageangst i de seks Smiths-klassikere.  

Det skyldes også, at bandet, som Marr altså kalder sit bedste nogensinde, bestemt var lidt mere end bare statister. Trods en noget ulden lyd på trommerne efterlod trommeslageren et overbevisende indtryk. Sammen med bassisten lagde han en pulserende, aggressiv rock’n’roll bund under Marrs sekstrengede tryllerier. Især andenguitaristen, der, set fra den modsatte side af salen, lignede en ung Peter Sellers, gjorde det godt. Især taget i betragtning, at der naturligt ikke var meget plads til ham med Marr i centrum af scenen.

Langt fra klassisk fallos-guitar

En eller anden udnævnte engang Johnny Marr til den eneste rigtige musiker, der kom ud af 80'ernes Manchester-scene.

Og den lidt mere end halvanden time lange session var mere end bare end en mesterklasse for nu at bruge en af anmelderiets mange klichéer. Ikke mindst fordi Marr efterlevede sit eget dogme om, at rocknumre bør være snappy og kontante.

På intet tidspunkt stod jeg med en oplevelsen af en guitarist lire den af på den klassiske fallos-måde. Heller ikke selvom han – som den Phil Spector-fan, han er – åbenlyst også live benytter sig af uendelig mange lag-på-lag-effekter for at skabe sin drømmende lyd.

At forestille sig, Johnny Marr og Morrisey begynde at optræde sammen igen, er mindre realistisk end at forestille sig Manchester United og Manchester City – hvis talenthold Marr var medlem af som helt ung – blive fusioneret.

Men for os, der oplevede Johnny og hans udmærkede band afslutte halvanden times Mar(r)eridt med fællessang i afslutningsnummeret "There Is a Light That Never Goes Out", er det sådan set også ligegyldigt.


Sætliste:

  • The Tracers *

  • Bigmouth Strikes Again (The Smiths)

  • Jeopardy

  • Day in Day Out *

  • New Dominions *

  • Spiral Cities *

  • Hi Hello *

  • The Headmaster Ritual (The Smiths)

  • Walk into the Sea *

  • Getting Away With it (Electronic)

  • Bug *

  • Last Night I Dreamt that Somebody Loved Me (The Smiths)

  • Easy Money

  • Boys Get Straight

  • Rise *

  • How Soon is Now (The Smiths)

  •  

  • Ekstranumre:

  • Actor Atractor *

  • Please, Please, Please Let Me Get What I Want (The Smiths)

  • New Town Velocity

  • There Is a Light That Never Goes Out (The Smiths)

  • * numre fra Call the Comet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA