x
Seriøst, poppet, hvidt, sort, Lykke, Li

Lykke Li, Heartland Festival, Greenfield Stage

Seriøst, poppet, hvidt, sort, Lykke, Li

Anmeldt af Andreas Vedel Jensen | GAFFA

Torsdag aften, et par timer efter at startskuddet var gået på dette års Heartland Festival, stod Lykke Li på den store Greenfield Stage. Scenen er festivalens største musikscene, og ud over at den er højt placeret på Greenfield-pladsen er der også direkte vue til Egeskov Slot. Dette sansernes ophøjede møde mellem det gamle og smukke slot og scenens musikalske frembringelser synes også at kunne skitsere oplevelsen af Lykke Li med band. Hun gik på scenen klokken 19.30, hvor solen stod lavt på den nærmest dybblå himmel, og effekten af dette blev, at den unge kvinde Lykke stod varmt oplyst af den gode gamle sol, men samtidig også ramt nok af dens stråler til måske at kunne se ud i det evige eller ind i nogle større sammenhænge.

En underligt genkendelig og mærkeligt nok tryg følelse af smerte og alvor, iblandet Lis iørefaldende stemme, bløde beats og hårde hi-hat, syntes at få det ny-ankomne Heartland-publikum til at slappe af: For en del dedikerede publikummers vedkommende at lytte og være i hendes musikalske univers, mens denne genkendelige tryghed hos andre kunne mane til afslappet slentren omkring, hånd i hånd, i denne indledende festivals-akklimatisering-fase.

Hvor du ikke kan bunde

Lykke Li kom på scenen iført sort, lakskinnende suit, mørk mascara og lyst, olieret eller vådt hår – et kombineret udtryk af poptøs, smerte og seriøst skarpskåret menneske. Hun lagde ud med nummeret ”Deep End”, første singleforløber for hendes fjerde soloalbum, der udkommer 8. juni. Titlen på det kommende album lyder ”So Sad, So Sexy” og uden at jeg har hørt albummet endnu, tyder ordlyden på, at tematikken går i tråd med det, vi fik serveret i ”Deep End”, f.eks. ”I was only gonna touch ya, now I'm in it / I'm in it, swimming in it / I wasn't gonna love you now / I'm so fucking deep in it.”. Berøringer af forbudt kærlighed, lyst, skam, selvpineri, etc. er lige under overfladen, men der synes også at titte en lyst og en glæde frem i hende – en glæde over lidelsen. Ikke dårligt!

Solo og seriøs

Lykke Lis så ganske dygtige musikere var ligeledes klædt i sorte, tætsiddende munderinger, og gruppen udførte et stykke ganske pænt musikalsk benarbejde, om dog en smule anonymt. Det var helt tydeligt, hvem det var den primære figur på scenen – Lykke Li. Hendes kvindelige vokal-support skal dog fremhæves, fordi hun, ud over sin Lykke-matchende stemme, også bidrog til Lykkes karakterudtryk, idet de to kvinder sammen, med hver deres stemme og deres kroppes flydende bevægelser, opbyggede en langt større kraft i den kamp, der nu måtte skulle kæmpes. Hele tiden slog det mig, at hun sgu er seriøs omkring sin musik. Hun er sgu SERIØS.

Medley

Men selv hos den seriøse kan der være elementer, som afføder en følelse af, at der er et eller andet, der ikke er helt troværdigt. Og her taler jeg ikke om selve musikken eller de tre, snart fire albums forskelligheder og ej heller om de enkelte numre, som alle var velpræsenterede og velpræsterede. Usikkerheden hos mig bestod i højere grad i, at denne koncert syntes at være en slags album-medley, altså en præsentation af vidt forskellige, i sig selv ganske gode og iørefaldende sange. Og det er også okay til en pladeudgivelse at præsentere lidt fra bagkataloget og friste med godter fra det kommende album. Men jeg bliver forvirret, når jeg skal koble Lykke Lis virkelig autentiske seriøsitet sammen med en blanding af sange fra hele hendes solokatalog. Jeg kan ikke fornemme tråden i den blanding af skiftevis meget poppede (for eksempel "Little Bit") og mere melankolske tracks (for eksempel "Sadness is a Blessing") fra forskellige udgivelser og så hendes udtryk af seriøsitet.

Til hendes forsvar vil jeg dog afsluttende nævne, at hun med garanti kan udfolde sit musikalske repertoire og sin persona, hvis hun – hvilket jeg flere gange under koncerten fantaserede om – kunne få mulighed for at afholde en, måske, flere timer lang koncert-seance, hvor hun kunne få lov at dyrke denne seriøsitet og vrede og leg sammen med sit publikum. Det blev til tre stjerner herfra – ikke på grund af musikken i sig selv, men på grund af konflikten mellem intensitet og følelse og sang-medley.

 

Sætliste:

1. Deep End

2. No Rest for the Wicked

3. Just Like a Dream

4. Two Nights

5. Hard Rain

6. Sadness Is a Blessing

7. Little Bit

8. I Never Learn

9. So Sad So Sexy

10. Gunshot

11. I Follow Rivers

12. Utopia

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA