x
Helt ind i maskinen

When Saints Go Machine, Heartland Festival, Highland Stage

Helt ind i maskinen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

When Saints Go Machine er et band i konstant bevægelse. Da de ep-debuterede for ti år siden, spillede de nærmest elektrofunk, så fulgte en periode med på én gang lettilgængelig, melodisk og samtidig udforskende og udfordrende elektropop. Nu, hvor de netop har udgivet deres første samling sange i fem år, ep’en It’s A Mad Love, synes de mere elektroniske, eksperimenterende og mindre sangorienterende end nogensinde. Det fremgår også tydeligt ved denne midnatskoncert på Heartland, gruppens tredje koncert i år efter flere år med få og spredte optrædener.

When Saints Go Machine har i en årrække haft et live-setup bestående af Nikolaj Vonsild på sang, Jonas Kenton og Simon Muschinsky på keyboards og elektronik og Silas Moldenhawer på trommer, men nu har gruppen droppet trommesættet, og også Moldenhawer er gået over til ren teknologi. De tre sidstnævnte musikere står på Heartland samlet omkring et bord med deres maskinpark langt inde på scenen, mens Nikolaj Vonsild danser rundt forrest. Alle fire er sparsomt belyst bagfra, så de fremstår som silhuetter på hvid eller rød baggrund, og scenen ligger ellers hen i mørke.

Gruppen lægger ud med ”ZeroFrame” fra deres nye ep, der blandt andet er kendetegnet ved en voldsom brug af AutoTune og andre vokaleffekter, der til tider gør Nikolaj Vonsilds ellers så karakteristiske androgyne stemme næsten helt ukendelig. Numrene på It’s A Mad Love har ofte karakter af lydlandskaber mere end egentlige sange med vers og omkvæd og er sine steder næsten uden beats. Det skal man lige vænne sig til, og det skal en del af publikum på Heartland også.

”Spil ’Church and Law’” råber en mand ved siden af mig utålmodigt mod scenen, da When Saints Go Machine har spillet deres første nummer. Om han får lov at høre sangen fra When Saints Go Machines nok mest kendte (og bedste) plade, Konkylie fra 2011, afslører jeg lidt senere, men efter endnu et nyt, autotunet nummer, ”KassandraComplex7AM”, kommer Saints deres gamle fans lidt i møde, da de som tredje sang spiller en anden gammel kending, ”Parix” fra Konkylie. Ganske vist i en lettere omarrangeret version, der passer til deres nye lyd med rent elektroniske beats, men heldigvis uden alt for meget AutoTune, og det samme gælder den efterfølgende ”Mannequin”, der stammer fra Saints’ seneste fuldlængde-album, Infinity Pool fra 2013. Hører man gruppens fem udgivelser efter hinanden – den selvbetitlede ep fra 2008, de tre album fra årene 2009-2013 og den nye ep – er der faktisk en naturlig udvikling mod mere og mere elektronik og mere og mere vokalmanipulation.

Oven på endnu et par nyere sange får vi ”Love and Respect” fra Infinity Pool-albummet med Killer Mike på gæstevokal. Den amerikanske rapstjerne kendt fra blandt andet Run the Jewels optræder lidet overraskende kun i form af et præindspillet track, men hans stærke rapflow og det solide beat sætter mere gang i det stadig lidt afventende publikum, og hans rap fortsætter på det nye nummer ”ArrowThroughSkinOutOfBlueSky”. Og så får min utålmodige sidemand og vi andre søreme ”Church and Law” og endnu en sang fra Konkylie, den smukke, temposkiftende, beatløse og meget melodiske ”Add Ends”. En sang, som den ellers ret fåmælte Nikolaj Vonsild fortæller handler om hans far (der døde af kræft i 2009, har han tidligere fortalt i et interview) – ”min mor er her også i aften”, tilføjer han.

Uptempo-hittet ”Fail Forever” fra debutalbummet Ten Makes a Face sætter for alvor gang i dansen hos publikum, og den lange og gradvist opbyggende ”Slave to the Take in Your Heaven” fra Infinity Pool slutter en times solid midnatsseance, hvor orkester og publikum efterhånden har fundet hinanden. Det store radiohit ”Kelly” fra Konkylie bliver aldrig spillet, og således er hovedindtrykket af koncerten, at When Saints Go Machine er et kompromisløst band, der altid er på vej videre, men godt vil give deres gamle fans en godbid eller to, når de synes, det passer ind – og ellers ikke. Det er en indstilling, men må have respekt for, og When Saints Go Machine er stadig et yderst interessant og originalt orkester på den danske scene. Også selvom der måske er blevet lidt længere mellem de umiddelbart fængende melodier.

 

Sætliste:

ZeroFrame

KassandraComplex7AM

Parix

Mannequin

Degeneration

ThisIsWhyIdon'tThinkSunSeesLight

Love and Respect

ArrowThroughSkinOutOfBlueSky

Church and Law

Add Ends

Fail Forever

Slave to the Take in Your Heaven


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA