x
Den helt forkerte støj

Slowdive, Heartland Festival, Highland Stage

Den helt forkerte støj

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Slowdive er indlevelse. Det er dykket ind i et rum af støj. Det er drømmende, og det er altomsluttende. Slowdive fungerer bedst i mørke, måske endda alene uden påvirkning udefra, men alligevel formår shoegazerne fra Reading alligevel for det meste at omstille sig til lyset og baggrundsstøjen. Selvom det kan være en nok så hård opgave.

På Heartland Festival snakker folk med hinanden. De mødes i vinbaren og spiser skalddyr inde ved siden af. Musikken er baggrunden, støjen der skal overdøves og udfordringen, der skal overvindes. Men alligevel kan den drømmende og melodiske støjrock fra tid til anden formå at formilde følelsen af at blive forstyrret. Det kan ændre et fokus fra der, hvor det måske alligevel ikke burde være. Slowdive har potentiale til at løfte den opgave, og de formår at gøre det. Foran Highland-scenen, imellem de svajende trækroner, hvor aftensolen skyder igennem, flyder støjen ud fra scenen og igennem publikum. Slowdive er præget af lydproblemer og formår kun momentvis at opnå den stemning, deres koncerter som regel er synonym med. Igennem koncerten er der ingen af os, der helt kan sætte en finger på problemerne, men de er der. Måske er det udstyret, der er lånt og ikke virker, måske er det festivalens anlæg, der bare bliver ved med at fejle.

På scenen står Rachel Goswell i kontrast til Neil Halstead. Lyset reflekteres i hendes glitterkjole og skyder psykedeliske lyssøjler mod de forreste blandt publikum. Slowdive er dykket ned i støjen, men fra begyndelsen formår de aldrig at få helt fat. Igennem ”Star Roving” og over ”Catch the Breeze” bevæger de sig ind og ud af det omsluttende. Lydproblemerne dominerer det univers, Slowdive forsøger at formidle, imens Neil Halstead forvirret ser sig bagud på scenen og frustreret fortæller, hvordan hans pedaler ikke gør det, han vil med dem. Det essentielle ved koncerten falder hurtigt til jorden, og shoegazing bliver aldrig til den lyd, stilarten har af betydning.

Det opbyggende og drømmende lydunivers bliver hurtigt pillet ned igen. Silhuetterne på scenen forbliver i det introverte og får svært ved at læne sig op ad sangene, der præger sættet, imens ”No Longer Making Time” drukner i guitarens lydproblemer. Men undervejs formår professionalismen alligevel at løfte det op på et niveau, der befinder sig et godt stykke fra det pinagtige. Slowdive bevarer sin integritet igennem sættet og står ved dét, der præger koncerten, uden helt at italesætte det for et stigende ufokuseret publikum.

Over ”Alison” rammer Slowdive det niveau, de igennem koncerten har kæmpet for. Frustrationen er ikke til at se på dem, men den er der stensikkert. Alligevel formår Slowdive at nå et mål, der har gjort ventetiden værd. De holder den over ”When the Sun Hits”, der står i kontrast til solen, som dæmper sig bag træerne og scenen og bevæger sig over i kulminationen under ”Golden Hair”.

Selvom publikum skulle vente tre kvarter, er det ventetiden værd. Koncerten på Heartland befinder sig langt fra udgangspunktet og det format, Slowdive er lavet af. Slowdive har krav på en revanche, og det skal de nok få igen en dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA