x
Usikkert om Warpaint ville NorthSide

Warpaint, NorthSide, Blue Stage

Usikkert om Warpaint ville NorthSide

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Det er en mindre publikumsstørrelse, der torsdag eftermiddag er mødt op for at opleve den L.A-baserede indierock-kvartet Warpaint. Med messende vokalføring og klaverspil indleder Warpaint koncerten med “Heads Up”, der efter et minuts tid slår over i en upbeat-rytme; et tempo, der vedligeholdes på dystre “Elephants” fra debut-ep'en Exquisite Corpse. Et nummer med stærk energi og ditto tekst, der desværre ender ud i mumlen.

Et sted mellem tryllebindende og kedsommelig

“Drive” tager tempoet et par niveauer ned og lader publikum få et glimt af Warpaints mere inderlige side. Her står Emily Kokan og Theresa Waymans stemmer klarere end før, hvilket virker tryllebindende for nogle publikummer, mens det for andre virker kedsommeligt. Undertegnende selv er et sted herimellem, dog tættere på tryllebundet end gabende.

Men da tonerne til über-lækre “Love Is To Die” slås an, stiger begejstringen et par grader. Sammenlignet med studieindspilningen får den elektriske guitar lidt ekstra at leve af i denne live-version, hvilket er overraskende klædeligt. Vokalerne er dog vendt tilbage til den mumlende stil, og det giver et åndsfraværende indtryk. Ikke desto mindre er det “Love Is To Die”, der – indtil videre – fanger de flestes opmærksomhed. Det samme kan man sige om “Billie Holiday”, hvor gruppens vokaler endelig rammer en smuk kanonharmoni.

Dygtige musikere med dårlig attitude

“Do you wanna keep going, or do you want us to go?” spørger Emily Kokan passiv-aggressivt, mens de øvrige bandmedlemmer stemmer instrumenterne inden “Bees,” der drejer Warpaint i en mere rocket retning. Sammenlignet med et low-key nummer som “Billie Holiday” bliver det her tydeligt for enhver, at Warpaint ikke lader sig nøjes med ensretning, men er åbne for at afprøve flere veje inden for indierocken.

Efter “Bees”' tempofyldte guitarsolo høster Warpaint sit første mærkbare bifald – hvilket kvitteres med en sarkastisk bemærkning om, at de skulle have startet koncerten med “Bees”. Om det er et forsøg på at være selvironisk eller ej, så giver det indtryk af, at Warpaint selv er utilfredse med koncerten. Og det lægger virkelig en dæmper på, der især kan mærkes under dansable numre som “New Song” og “Disco//very”. Øv.

Jovist er Theresa Wayman, Emily Kokal, Jenny Lee Lindberg og Stella Mozgawa dygtige, især på Warpaints studieindspilninger, men når det handler om at fyre den af på en stor festivalscene som NorthSides Blue Stage, møder indierock-gruppen alvorlige udfordringer. At numrene dog var udvalgt, så koncerten endte med at være forholdsvis afbalanceret, er det sidste, meget lille gram på vægtskålen, der vipper Warpaint op på de tre stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA