x
Skæg og ballade fra den røde tordenkat

Thundercat, NorthSide, Red Stage

Skæg og ballade fra den røde tordenkat

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg modtog en mail fra min ven, som jeg ikke fandt til koncerten på den røde scene efter Thundercat. Han skrev: ”Det der. Det var en magtdemonstration af fusionsjazz!” og jeg må sige det, som det er. Det er svært at være uenig.

Stephen ”Thundercat” Bruner er mange ting. En skæg dreng i musikklassen, en spilopmager, når det kommer til personlig flair af røde dreads og superhelte-sokker. Men han er også umiskendeligt go-to manden i disse år, når det kommer til den urbane r&b og funk-scene i disse dage. Som producer for Erykah Badu, Flying Lotus og Kendrick Lamar og tidligere medlem af Suicidal Tendencies er han blevet et omdrejningspunkt for den farvede musik i USA i den seneste tid. Og med den koloenorme sekstrengede bas og sit minimalistiske tomandsband bliver det efter små 45 minutters selskab ikke sværere at forstå hvorfor.

”Does anybody wanna go down the rabbit hole today?” starter han med at spørge, efterfulgt af den lille album-intro ”Rabbit Ho” fra hans seneste udgivelse fra 2017, ”Drank”. Denne bliver raskt fulgt op af en stringent kronologi fra albummet med ”Captain Stupido”, der svælger i tungsindsfjolleri og tristesseprutter, som finder vej ind i den lune aftensol. Og så kører banditten ellers. Med ”Uh Uh” flår han tæppet væk med en flyvende bas, der spiller om kap med keyboardet og trommer, der bare ligger så veltimet i sceneriet, at det halve kunne være nok. Den eksperimenterende stil, som er Thundercats varemærke, vidner om en usvigelig sikkerhed i sit terræn, og der er da også plads til store smil og drillerier, alt imens en minutiøs og vanvittig akkordrækkefølge foretages til perfektion. Klasse!

”Fan’s Mail” vejer godt op fra sidste skærings hæsblæsende tempo med en lækkert afslappet kølighed, der smøger sig op ad Thundercats lyse og i aften ekstraordinært lækre vokal. Og at han får hele publikum til at meove med, gør heller ikke oplevelsen ringere. Tilbage til eksperimenterne med ”Blackkk”, og man bliver endnu engang bekræftet i trioens sublime evner, uden at det bliver kedeligt. For hvor studieudgivelsernes karakter bærer præg af en kende manglende variation og ensformighed, er segmentet helt perfekt i denne koncerts kortfattede pakke. Måske er det synd, at man for tiden skal tale de lange albumudgivelser ned, men sådan er det.

Efter eksperimenterne kommer ”Jethro” kærkomment som det mest poppede overhovedet ved aftenens koncert, hvilket siger lidt. Veltimet med en snert af noget populærkultur. Men heller ikke det stopper her, da den røde frontfigur begynder at spørge ind til publikums videospilsvaner. Efter en perlerække af spil (hvor på irriterende vis Fifa selvfølgelig ikke er nævnt, forpulede amerikanere) fyrer tropperne op for ”Friend Zone”, hvor den søde pige for pokker da må forstå, at kære Thundercat er travlt optaget med Diablo og Mortal Kombat. Sjovt og forrygende eksekveret, især med Justin Browns trommer, der får lov til at smække igennem med fuld galop og efterlader blot ens kæbe dinglende ved jorden. Edderbjældeme imponerende.

Slutfløjtet kommer med hans personlige næsten-hit, ”Them Changes”. En regulær dansefest bryder ud, og lige pludselig er den rablende hurtige og kække jazz skubbet ud af bagdøren til fordel for en sprød og saftig funk, og det er altså bare svært at stå stille til. En stor oplevelse har det været at vidne til en håndværkets mand servere sit produkt så godt, som Mr. Bruner gjorde det her til aften, og et kærkomment eksperiment fra festivalens side lykkedes med en alternativ lyd, der ikke var andet end gennemført timet og tilrettelagt. En fornøjelse, simpelthen.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA