Følelsernes bekendte ansigt

Future Islands, NorthSide, Green Stage

Følelsernes bekendte ansigt

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Den hvide skjorte er forslået og gennemvædet af sved. Samuel Herring er gået fra at ligne en revisor i nystrøget hvid skjorte til at være en inkarnation af sangene, han synger. Jeg mærker de følelser, han formidler igennem de 75 minutter, han står foran NorthSide. Jeg kan mærke inderligheden og den dybtfølte smerte, han udtrykker. Bag ham står bandet. Det er anonymt, men det gør ikke så meget, for Herring har nok karisma til at bære hele koncerten. Han har kropsbygningen, vi alle bevæger os imod, når vi rammer midten af tyverne. Intensiteten står i kontrast til hans falmende hårpragt. Vi kan alle sammen relatere til ham – om det er første eller tredje gang, vi ser ham på en scene.

Folkene på festivalpladsen har allerede fået banket et par fadøl indenbords. Måske flere end et par stykker, og energien summer foran festivalens grønne scene. De mangler det fokus, de havde haft, havde de betalt for en billet til at se netop det band, men alligevel formår Future Islands at bevæge sig udenom den udfordring. Det er det perfekte band på en festival. Alene lyden er det, folk mangler for at kigge op fra plastickruset og op på den scene, for lige nu foregår dét, der har været gåturen langs caminoen værd.

Det er mit tredje møde med Future Islands. Tre møder, der er opstået på under et år, og kort ind koncerten mødes jeg af tanker om repetition og trivialitet. Jeg er bange for, at Future Islands gør præcis det samme, som de før har gjort. Men i stedet for at stå imod mine tanker, gør Future Islands lige præcis dét, jeg havde frygtet. Men det gør ingenting. For dét, Future Islands gør, har en magi over sig, der uanset mængden af repetition kan tage fat om lytteren, der derefter trækkes ud af forudindtagelsen.

På scenen står Samuel Herring og ligner alt andet end en rockstjerne. Han er kikset, og han ved det godt. Han danser de trin, vores fædre danser. De trin, ingen af min generation turde prøve kræfter med, indtil vi så Future Islands besøge Letterman i 2014. Igennem et bagkatalog, der spænder fra In Evening Air og Singles til The Far Field bevæger Future Islands sig ud af repetitionen, og over den ærlige formidling af følelserne, sangene er et produkt af.

Jeg har set det hele før. Jeg har set publikum gå amok til ”Seasons (Waiting on You)” og den maniske indlevelse under ”A Dream of You and Me”. Jeg har set Samuel Herring slå sig selv på brystet og William Cashion falde i søvn bag solbrillerne. Jeg har set den hvide skjorte blive mørkere i takt med koncertens stigende intensitet. Men alligevel oplever jeg det hele for første gang. Jeg oplever fusionen mellem 80’ernes synth-pop fra Gary Numan til Kraftwerk. Jeg oplever referencerne til mørkets postpunk, og alligevel fremstår det hele i et nyt lys. Måske er det Samuel Herring, der et eller andet sted, er ligesom os alle andre. Måske er det musikken, der er en kombination af nostalgitrippet og sin egen samtidighed. Jeg vælger at tro på det første.

 

Sætliste:

Ran

Beauty of the Road

A Dream of You and Me

Time on Her Side

Walking Through That Door

Long Flight

Balance

Before the Bridge

Cave

Inch of Dust

Light House

A Song for Our Grandfathers

Ancient Water

Seasons (Waiting on You)

Tin Man

Spirit

Vireo’s Eye


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA