x
Sympatisk solskinsrock

Gang of Youths, NorthSide, Blue Stage

Sympatisk solskinsrock

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Klokken 14.15 er der sparsomt med tilskuere foran NorthSides Blue Stage, men det afholder ikke Gang of Youths fra at lægge ud i et højt niveau med “Fear and Trembling”, der efter to minutters klaverbåren intro skifter over i hektiske rytmer.

I det samme shoegazede upbeat-tempo fortsætter det Sydney-baserede band ufortrødent med at skyde hurtige trommer afsted under “Atlas Drowned”. Herefter vokser koncerten over i “The Heart Is A Muscle”, der i bedste festivalånd handler om at sprede kærlighed. Og med et fornuftigt bifald (taget mængden af fremmødte i betragtning), synes publikum at være med på det koncept.

Stærk indsats for den rigtige stemning

Alligevel tager forsanger David Le’aupepe sig den frihed at stoppe koncertens næste nummer for at ruske op i publikum. Det er nu, der skal danses, men heldigvis leveres opsangen med et glimt i øjet og en anekdote om bandets præstationsangst for at optræde for det danske folkefærd, der har vikingetiden og et stadigt eksisterende monarki i den kulturelle bagage. Formentlig er det en joke, for nervøsitet er der ikke meget at spore af hos australierne.

Bogstaveligt talt er de nemlig ikke bange for at ramle ud over scenekanten. Til “What Can I Do If The Fire Goes Out?” viser Le’aupepe endegyldigt, hvor niveauet for publikumskontakt skal ligge. Halvvejs inde i sangen springer han ned fra scenen – og ikke bare i ned graven, men ud på selve festivalpladsen blandt publikum.

Badet i solskin og goodwill

Sådan gør Gang of Youths også en del ud af at fastholde det mindre publikum ved at få folk til at synge “åh oooh åååh”, inden “The Deepest Sighs, the Frankest Shadows” bygger op til speed-trommer og taktfaste bifald. Mængden af fremmødte vokser med fem procent, og nu begynder det endelig at minde om en koncert af festivalstørrelse.

Inden koncertens næstsidste nummer, “Magnolia”, fortæller David Le’aupepe om at passe på og respektere andre, lige som Gang of Youths var nødt til have hinandens ryg, dengang kvintetten endnu ikke var særligt store og måtte kæmpe ekstra, fordi de kom fra fattige familier. Et budskab, der – sammenlagt med indsatsens for en lækker publikumsstemning, bandets energiske indierock og det upåklagelige sommervejr – gør Gang Of Youths fortjent til fire solide stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA