x
Intelligent indierock på arabisk

Mashrou' Leila, NorthSide, Green Stage

Intelligent indierock på arabisk

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

NorthSide er modsat Roskilde Festival ikke ligefrem kendt for at være stærk på det, man med et meget upræcist udtryk kalder verdensmusik. Altså musik fra andre kulturer end den vestlige. I år er der dog en markant undtagelse på programmet, nemlig det libanesiske band Mashrou’ Leila. Gruppen er stor i Mellemøsten, har efterhånden også vundet fans i resten af verden og giver i dag deres første koncert i Danmark, hvor de har fået opgaven at vække publikum klokken 13.15 på sidste dag, på den store Green Stage.

Der er dog ikke ligefrem fare for kulturchok, for Mashrou’ Leila (navnet betyder enten "Leilas projekt" eller "et projekt over natten") er temmelig vestlige i deres lyd. Teksterne er ganske vist på arabisk, forsanger Hamed Sinno synger med nogle mellemøstligt klingende fraseringer, og Haig Papazians violinspil peger også mod den arabiske verden. Den rytmiske bund med bas og trommer samt guitar- og keyboardspillet og de ofte let melankolske akkordrækker giver til gengæld associationer til vestlig indierock. De fem musikere er også ganske vestligt klædt, og da Hamed Sinno fortæller, at bandet lige er landet fra New York, og i øvrigt er voldsomt jetlaggede, kommer jeg til at tænke på Grizzly Bear, som jeg så i sidste uge på Heartland Festival. En anden gruppe, der melder sig på den indre lystavle er Alt-J.

Gruppen lægger ud med ”Roman”, en af deres mest kendte sange. På dette tidspunkt er pladsen foran scenen yderst sparsomt befolket, men den vokser gradvist, og sådan bliver det ved under hele koncerten. Efter den melankolske ”Comrades” kommer der gang i den med et uptempo-nummer, og midtvejs i sættet får ”3 Minutes” (trods titlen dog stadig med arabisk tekst) sat stemningen yderligere i vejret med sit iørefaldende keyboard- og violintema og solide groove. Flere gange begynder publikum at klappe i takt – vel at mærke af sig selv uden at blive sat i gang fra scenen.

Teksterne går formodentlig hen over hovedet på de fleste – dog ikke et par stykker, der synger begejstret med – og Hamed Sinno fortæller fornuftigt nok lidt om, hvad de handler om. En af numrene fortæller eksempelvis om lukningen af en homoklub i Libanon, og i det hele taget fylder LGBTQ-rettigheder en del i bandets tekstunivers og image – et kontroversielt emne i Mellemøsten, kan man vist godt sige uden at fornærme nogen. Andre emner, gruppen behandler i deres sange er religion, krig og samfundsforhold generelt, og de er blandt andet blevet nægtet at spille i Jordan. Det er alt sammen yderst relevant og sympatisk, og musikalsk er der også masser at komme efter. Især imponerer Hamed Sinno med sin store og let vemodige stemme, der kan holde tonerne længe, hvilket på et tidspunkt medfører en spontan klapsalve efter en særligt respektindgydende præstation. Det kan godt være, musikerne er jetlaggede, men de skjuler det godt.

Sidst i sættet får vi ”Djin”, som trods det tidlige tidspunkt udløser både fællesdans og ditto (ordløs) sang og understreger, at Mashrou’ Leila var den helt rigtige booking både af musikalske og politiske årsager. Vi kommer helt sikkert til at høre meget mere til dem i Vesten – mere af den slags, tak, NorthSide!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA