x
Kasper Kiertzner: Stor som en sol

Kasper Kiertzner
Stor som en sol

Skarpskåret musikdokumentar med dybde

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 20.03.2018
Anmeldt af
Rasmus Jensen

Ønsket om at nå bredt ud, uden at gå på kompromis med den kunstneriske integritet, har hele tiden været en del af The Minds of 99s masterplan. Det får man hurtig indtrykket af i den meget vellykkede dokumentar Stor som en sol, og succesen stopper i hvert fald ikke med denne dokumentar, som havde verdenspremiere 20. marts i et udsolgt Bremen, hvor både instruktør Kasper Kiertzner, som introducerede filmen, og 4/5 del af bandet var til stede og efterfølgende stillede op til Q&A-session. Filmen kan ses i de danske biografer fra 14. juni.

I store træk følger vi bandet under tilblivelsen af deres seneste album Solkongen og processen fra de første indspilninger på Gæstgiveren på Bornholm og efterfølgende det videre arbejde med sangene i deres bunker på Vesterbro og i Grape House-studiet. Vi er også med under den efterfølgende turne, efter Solkongen del 1 er udkommet.

En ret banal og klassisk historie for en musikdokumentar, men takket være instruktør Kasper Kiertzner blev jeg opslugt af filmens visuelle æstetik meget hurtigt. Allerede fra første scene, hvor Niels Brandt kun med hovedet synligt, dukker op med et barsk koldt og gråt landskab som baggrund. Det sætter tonen for filmen. Det er sgu alvor, det her! Jeg mærker Brandts patos og flamme, når han taler om nødvendigheden om at lave musik. Det er ikke et valg for Brandt. Han ville skrive sange, uanset om folk hørte dem eller ej. Det er et kald.

Ren nydelse

Specielt første del af filmen har en dybde og en melankolsk side over sig, som virkelig klæder den. Brandt filosoferer over meningen, ja meningen med det hele. Mens der bliver filosoferet, ruller fantastisk flotte billeder over læderet. Dystopisk skønne landskaber, hvor fotografen har formået at indfange Bornholms rå og næsten dommedagsagtige atmosfære i nogle trøsteløse vinterlandskaber. Disse billeder komplementerer skarpt Brandts kommentarer og hans mørke kraft, som altid har været der, men som et mareridt, pludselig ud af det blå, er forsvundet og har efterladt Brandt som en, der har det godt – en angstfremkaldende fornemmelse. Angsten for, at et eller andet er galt, at kunsten, at melodien, at meningen med galskaben og det næste bjerg er væk, kryber ind under huden på Brandt og på tilskueren. En anden modsætningsfyldt, men smuk vinkel, som Brandt udtrykker er, at plus og minus er lige godt. Det er bare labels, vi har sat på. De eksisterer som en symbiose og kun i kraft af hinanden.

Filmen virker meget livsbekræftende på mig fra første til sidste scene. Den viser et band, som består af nogle vidt forskellige typer, men samtidig passer perfekt sammen. Der er utrolig mange sjove replikker og ping-pong bandmedlemmerne imellem, hvor især Jacob Bech-Hansen (keyboard) og Niels Brandt stjæler rampelyset på hver deres underholdende facon.

I mange banddokumentarer er det krisen, kontroverserne og uoverensstemmelserne, som bringer gnist og interesse for filmen. Det tætteste, vi kommer på dette er, da keyboardspiller Mikkel Bech-Hansen forlader bandet og til sidst, da Niels brækker foden under en fodboldkamp midt under efterårsturnéen i 2017. Det er fint, det er med, men det jeg prøver at sige er, at filmen ville have været lige så god uden disse ”kriser”, og det underbygger virkelig filmens vildt høje kvalitet.

Kombinationen af de flot skårne billeder, nærbillederne og filmens klipning er ren nydelse. Det er selvfølgelig personerne, samtalerne og kommentarerne, som bliver serveret for os, som underholder publikum, men det er takket været Kasper Kiertzners valg og tanker. Der er ikke én overflødig scene i filmen, og det er vildt godt gået!

En film med flere niveauer

På et tidspunkt går Brandt over i et nærliggende stråtækt hus, under indspilningen på Bornholm, for at være sig selv og få idéer. Det er min yndlingssekvens rent visuelt. Den viser erimitten, kunstneren som isolerer sig i beruselsens tåger. På et tidspunkt bliver billedsiden skruet i vejret, og whisky, vodka og røg bliver skyllet ned i et destruktivt tempo.

Den nøgenhed, hvor med Niels Brandt åbenbarer sine tanker, specielt i første del, får sat refleksionerne i gang og er med til at give filmen et ekstra lag, som ligeså godt kunne handle om alt muligt andet end tilblivelsen af en plade. Det er eviggyldige dilemmaer, som kan perspektiveres til alle aspekter af livet og giver filmen en dybere mening.

Instruktøren Kasper Kiertzner indledte med at sige, at han havde kontaktet The Minds of 99, efter han havde fået en helt speciel følelse i kroppen, da han første gang hørte Ud af min krop. Hvis jeg skal gå med den følelse, jeg havde på vej ud af Bremen, må jeg indrømme, at filmen opløftede mig og bibragte mig en udefinerbar lykkefølelse. Filmen havde flere niveauer. Gu' var det interessant at være helt med nede i maskinrummet og mærke energien og kemien i bandet. Komme tæt på. Men det, der løftede filmen, var de tilfældige kommentarer, der fløj medlemmerne imellem, det var kemien, humoren, eftertænksomheden, det var Brandts filosofiske og somme tider destruktive og sært opløftende tanker, og det var sidst men ikke mindst, Kasper Kiertzners mesterlige billedside og klipning.

En stor cadeau skal lyde til hele filmholdet, og for at The Minds of 99 ville åbne op for eksponeringen – det var sgu en fornøjelse!  

LÆS OGSÅ: Angsten er død – stort interview med The Minds of 99

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA