x
Malte Ebert: Rather Be

Malte Ebert
Rather Be

Malte Ebert uden Gulddreng har internationalt potentiale

GAFFA

Download / Universal
Udgivelse D. 15.06.2018
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

I starten af februar smed Malte Ebert guldkæder, solbriller og med det alter egoet Gulddreng i graven. Og det var vi nogle, der var glade for, for så kunne den citron vist ikke presses mere. Og så landede han en fed pladekontrakt med Universal. Well played.

Førstesinglen ”Rather Be”, som 23-årige Malte fra Vejle i dag udkommer med, er gennemtænkt helt ud til fingerspidserne. For det første falder udgivelsen lige før sommerens festivaler og bliver med garanti en plage i lejrene i smatten på Roskilde Festival, der starter om et par uger. For det andet har Ebert formået at skabe en international lyd, man ikke ser hos andre danske kunstnere end Scarlet Pleasure og MØ lige nu.

Og netop MØ er der med garanti blevet skævet en del til: ”Rather Be” har alle de klassiske Diplo/DJ Snake-tricks fra clubbing-scenen oppe i ærmet med sig, som vi kender fra MØs hitsingler. Samtidig er Malte Ebert en virkelig dygtig vokalist, hvilket han udnytter til fulde, især med en imponerende falset, ikke helt ulig en ung Justin Timberlake.

Ebert har udtalt, at: ”Jeg glæder mig til at vise, at jeg har meget mere at byde på end champagne og modeller”. Mnjae... Med teksten ”I’ll tell you what you wanna do/ Go home, undress, get down, I know you want to” er vi ikke ude i dybfølt lyrik med super meget på hjerte. Og både på tekst- og produktionsfronten kunne man have håbet på mere nytænkning. Men altså, et fremragende og fuldstændig generisk popnummer, som bliver en landeplage over sommeren, og som har stærkt internationalt potentiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA