x
Lily Allen: No Shame

Lily Allen
No Shame

Hudløs ærlighed drukner i åndssvage produktioner

GAFFA

Album / Parlophone
Udgivelse D. 08.06.2018
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Den engelske tabloidpresse har (heller) ikke ligget på den lade side, når det kommer til at lynche Lily Allen, som er en enormt offentlig person i hjemlandet, hvor både skilsmisse, druk og et dødfødt barn har været på forsiderne i det usmagelige, britiske mediecirkus. Nu har Allen udgivet sit fjerde studiealbum, der skulle være en retrospektiv personlig rejse fra datid til nutid for den nu 33-årige britiske popsangerinde.

Og allerede på åbneren ”Come On Then” er Allens sangskrivning hudløst ærlig: ”Yeah, I’m a bad mother, I’m a bad wife/you saw it on the socials, you read it online”. Men hvad pokker sker der for produktionen?! Kedelig dancepop med alt for insisterende lilletromme crasher fuldstændig med Allens fine tekstunivers og ditto vokal. ”Trigger Bang” handler egentlig også om Allens opvækst, men bliver forpurret af M.I.A.-wannabe-omkvæd og ligegyldig rap fra Giggs. Og videre til ”What You Waiting For”, der med sin dancehall-brah-brah-lyd underminerer den slet ikke dumme tekst om et hårdt kærlighedsbrud. Men, indrømmet, det er en god popsang, der hænger fast. ”Lost My Mind” er fin og hjerteskærende og ærlig. Og, igen, overproduceret ad H til. Så er der til gengæld mere på spil på ”Higher”, hvor Allens vokal er i topform og den mere atmosfæriske produktion gør hende godt.

No Shame er et virkelig irriterende album at skulle anmelde. For selve Allen er der ikke noget i vejen med, men for pokker, hvor skulle hendes musikalske ambitionsniveau hæves. For produktionerne er altså alt for leflende og ligegyldige i forhold til, hvad hun faktisk har på hjerte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA