x
Knusende ro og afgrundsdybe flader

Neurosis, Copenhell, Pandæmonium

Knusende ro og afgrundsdybe flader

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Neurosis er et band, de fleste ikke rigtigt kender, men mange ved dog, at de har en plads i musikhistorien. At de var med til at definere både sludgen og post-metallen og fra starten af havde en helt anden vision med metal end den sædvanlige riff-bårne.

I aftes var der mange der kendte dem, og det er heldigt, for Neurosis gør ikke meget for at vinde nye fans. Der er absolut intet lir, glitter eller sjove spring. De står solidt på en lyd og et udtryk, som de ikke giver køb på. Samtidigt var de onsdagens eneste alvorlige band. Ikke noget fnis, pjat, munterhed eller glimt i øjet. Musikken og bandet er seriøs, og det er der nogle blandt publikum, der vist bliver lidt overraskede over.

Neurosis laver mere forløb end egentlig sange, så det er sejt at de starter lige på, med nummeret "Given to the Rising", og havde fuld instrumentering fra starten og vokal allerede fra tredje takt. Det er et nummer, de typisk starter med, men der var hældt ekstra ooomph i mikset i nat. Der gik dog ikke lang tid, før de breakede ned i et flyderstykke for at smide det hele på igen. En opbygning, der ikke kun løber igennem deres bagkatalog, men også til koncerten. Det er der flere bands, der gør, men Neurosis er et af de bands, hvor jeg hver eneste gang føler, at det var ventetiden værd. Og de formår at rykke grænserne i løbet af koncerten. De kommer længere ned og højere op. Og meget længere ind.

De er hashede på den måde, der lyder okkult, men egentlig ikke er det. Derfor kan det godt være både intenst og intimt på samme tid, med den store mur af drivende guitarer og tribale trommer. Flanger, fazer, delay og tremolo og en stemme, der står knivskarpt, uanset hvor mange lag af lydflader, der ligger og sitrer. Neurosis kan lave ekstremt stramme tracks, der samtidigt flyder helt ud i mange retninger. De er så meget i kontrol, at der kan gives slip på nogle parametre, og man som publikum kan give helt slip på sig selv. Vi er i sikre hænder.

De to guitarister/sangere bliver flankeret af henholdsvis bassist og keyboardspiller, så der er meget lyd, når de alle sammen trykker den af. Og som koncerten skrider frem, bliver der godt nok trykket til. Maskinerne er langt mere spændende, end det ofte er tilfældet i metal, og løfter både fladerne og de rytmiske ting.

Lyset er roligt og oftest i et koldt blåt skær, og de seks mand definerer deres helt eget rum og deres helt egen tidsfornemmelse. Det er så sikkert, at jeg et øjeblik når, at tænke om det er lidt kedeligt? Men knap har jeg tænkt tanken færdig, før Fanden tager ved dem, og de kaster sig ud i en fuldstændig overlegen udgave af "Through Silver In Blood", fra pladen af samme navn fra 1996. Et nummer, der altid har været definerende for deres lyd og koncerter, men i nat var ekstra stærk. Begge guitarister spillede trommer her, og den rituelle stemning blev banket helt ind i et klimaks, der endte en imponerende koncert på bedste vis.

Jeg gik dog til koncerten med begrænsede forventninger denne gang. At dømme ud fra de sidste plader, er det et band i sin karrieres efterår, så jeg var lidt nervøs for, hvordan de ville gøre det live. Det behøvede ingen have været, for de leverede storslået og effektivt lige til døren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA