x
Riot grrrls uden ord

L7, Copenhell, Pandæmonium

Riot grrrls uden ord

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

De er kommet tilbage for at bitche, men fik ikke ørenlyd for egne guitarer

Allerede før L7 går på, er det tydeligt, at de plejer at spille på væsentlig mindre scener. Et meget diskret backdrop hænger øverst i midten og gør ikke meget for at hæve forventningerne til koncerten. Det kunne man ellers sagtens. Det er et band med en lang sej historie og en række af fede sange. De blev både kategoriseret som grunge og senere riot grrrl, to udtryk der havde et lidt anspændt forhold til metallen dengang. Grunge var med til at feje metal fra sendefladen og dermed næsten ud af mediernes søgelys i mange år. Og riot grrrl’s konfrontationer med den klassiske mandemodel har heller ikke matchet rent med metal-publikummet.

SEX OG BALLADE

Senere er grunge blevet tilgivet, og der har været adskillige af koryfæerne på Copenhells scener i løbet af årene, men det er vist det første riot grrrl band, så vidt jeg lige kan huske. Og et godt valg. De er præcis lige så sjove og cool som dengang. Seje rock-chicks med charme og humor og en konstant undertone af sex og ballade. Og sangene holder! Det gjorde lyden til gengæld ikke. Det var helt umuligt at høre vokalen i over halvdelen af sangene, og selvom det er ret fede riffs, så egner det sig bare ikke til instrumentalmusik.

Og når vokalen ligger så lavt, får man indtryk af at bandet ikke kan følge med, og det kan virke lidt latterligt. Jeg har før set dem siden deres reunion, og de kan sagtens følge med! Men det var svært at blive helt overbevist i helvede i år. Ellers var lyden helt okay, og specielt guitaren lød perfekt. Og så var der synkronheadbanging, fede poses, cool snak, og i det hele taget kunne man ikke mærke, at der var stand-in trommeslager på. Demetra Plakas havde brækket armen lige før turnéen, så der var en mand på trommer i dagens anledning. Det kostede ikke noget på hverken samspil eller humøret på scenen. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis det havde været på et indendørs sted med en opmærksom lydmand, havde det været en suveræn koncert. Numrene holdt sig friske, og musikerne er skønne at se på i alle deres rock-klichéer samtidigt med, at de hviler i sig selv.

SANGE ELLER ”HISTORIEN”

Sangene kan nogle gange godt stå i skyggen for historien. Men det behøver de sådan set ikke. De har både riffs, melodier, tekster og originalitet nok til at holde i sig selv. Og det var en perlerække af hits, vi fik, jævnt fordelt fra pladerne, men klart med ”Andres” og ”Pretend We’re Dead (henholdsvis anden og næstsidste sang) som højdepunkter, i fede udgaver leveret super tændt. ”One More Thing” kunne ikke startes, før vi alle havde langemand i vejret, men til gengæld kunne man høre stemmen her, og man nåede lige at tænke, at det hele faldt på plads. Men det var kun på den sang.

I forlængelse af deres genforening spillede de to nyere sange. Og selvom titlen nærmest er genial som et anthem for genforenede bands, ”Came Back To Bitch”, så er de nye sange langt fra lige så stærke som de gamle. Det er det bedste argument, jeg har hørt for at genforene et band: ”There is a lot to bitch about at the moment, so we came back to bitch”. Det er ellers fristende at skråle med på ”Dispatch from Mar-a-Lago”, men det er godt nok et ordinært stykke rock.

Det er med blandede følelser at jeg kun giver tre stjerner. Kvinderne selv ville jeg give seks stjerner og til hver en tid drikke en øl med dem. Men koncerten var så ramt af lyden og specielt fraværet af vokal, at den ikke kan få mere. Men jeg står der helt sikkert igen, hvis de kommer tilbage til Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA