x
Halvt død, halvt sprællevende

Suffocation, Pandæmonium, Copenhell

Halvt død, halvt sprællevende

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Suffocation er årets bud på den klassiske tekniske død. Det er et band, der har været nogenlunde vedholdende siden 1990, men har ikke overrendt de danske scener. På plade elsker jeg to numre ad gangen, men så synes jeg ofte, det går i tomgang. Så det var uden de helt store forventninger fra min side, da jeg gik til den lille scene her sen eftermiddag.

Skæv start

Bandet startede ud med nok festivalens særeste trommelyd, meget dominerende vokal og så ellers tryk på fra første sekund. De lydproblemer blev rettet ud i løbet af et par numre, men kastede dog en skygge over, hvad der sikkert skulle have været et brag af et startskud. Gruppen skulle cementere deres status som lokale mestre i bratte afslutninger og opstarte. De looker benhårdt som modent metalband, der ikke er gået dadbod i den. Voksne mennesker, der elsker død. To af medlemmerne er stadig de originale, der altså har skåret deres egen niche af død i 28 år.

Og ingen tvivl om, at det fra først til sidst var rendyrket død uden pis. Som regel bruger jeg det udtryk rent positivt, men her betyder ”uden pis” lige så meget ”ikke noget at holde fast i”. Første halvdel af koncerten var simpelthen genretro langt ud over grænsen til det kedsommelige. Ja, det er effektivt. Ja, det lyder rigtigt. Nej, det er ikke særlig underholdende eller interessant. Og jeg mener selvfølgelig ikke underholdende, som stand-up-komikerne, der spillede på den store scene en times tid før. Bare at jeg følte mig underholdt. Og det gjorde jeg ikke.

Og så fandt de kampformen

Men Så skete der noget! Bandets sanger Ricky Myers introducerede et nummer med opfordringen til ”Now I want you to kill each other”, og fordi jeg fniste lidt af det, så missede jeg titlen på nummeret. Men herfra blev der sparket røv i en helt anden klasse. Vi snakker dødsmetal-perfektion! Knivskarpe guitarer, tonsende trommer og en vokal, man kunne bekæmpe fattigdom med. Og herfra faldt det hele på plads.

Man kan godt kritisere bandet for at lave ret ens sange, men det har den fordel at de uden tøven kan spille numre fra de forskellige plader uden nogle nævneværdige spring. Der er både hits fra det helt tidlige og langt op i karrieren. Og det hele står stærkt og præcist spillet uden en fod sat forkert.

Det er helt utroligt, så effektive musikerne er, når først de finder gearet. En velsmurt maskine af grindende riffs og koordineret angreb. De var vildt ærgerligt, at de ikke havde den kampform fra starten af. Umiddelbart stod første halvdel nærmest til to stjerner, men den sidste halvdel løftede det fuldstændig. Hvis de ikke har bredde nok til en helt koncert, så stemmer jeg for kortere koncerter. Jeg vil til hver en tid hellere se en kort effektiv koncert uden fillere, end en lang udflydende, hvor hittene drukner i middelmådighed.

Godt, at de fandt kampformen, for så kunne man i det mindste gå derfra med et smil på læben.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA