x
Magten ved gospel

Ben Harper, DR Koncerthuset, København

Magten ved gospel

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

For få måneder siden meldte Komos Festival ud, at de måtte aflyse årets festival. Ben Harper stod på den oprindelige plakat, men blev genbooket til DR Koncerthuset, hvor han uden sine bands skulle stå helt alene på scenen.

Hjørnerne på tæppet udgør hjørnerne i den usynlige væg. Det er Ben Harpers tryghedszone. Han er omringet af guitarer, gemt væk bag mikrofonen og hatten, der skygger for hans ansigt. Men for et øjeblik træder han ud af tæppets fire vægge. Han tager stolen og stiller den på kanten af scenen. Med sin guitar sætter han sig foran publikum. Han er tæt på os. Han vil kommunikere med os. Han er nøgen, i billedlig forstand. Salen er helt stille. Vi er alle sammen enige om vores forhold til ham. Vi vil mærke ham, imens hans stemme står alene, og med kun guitaren som sin beskyttelse bevæger han sig ud i ”Deeper and Deeper”.

Ben Harper sidder alene i Koncerthuset. Han har efterladt sine bands for at tage os med igennem sit bagkatalog, der berører musikken fra den amerikanske kultur. Vi er vidner til noget unikt, der sjældent sker, men som startede på Roskilde Festival i 1994. Følelsen af at stå alene, kun bevæbnet med historier. Han begynder, hvor han befinder sig i dag. I sin hyldest til den amerikanske blues. Nedskrabet og følende. Fra sydstaternes egetræer, igennem fortællinger fortalt fra verandaen. Vi er der alle sammen, selvom vi befinder os flere tusinde kilometer væk. Ben Harper tager os med tæt på. Han gør det bedre end nogen anden.

Improviserende inderlighed

Hårene rejser sig på mine arme. Den sumpede sydstatsblues mødes af de eftertænksomme toner, Ben Harper mestrer bag sin guitar. Han improviserer sig igennem ”Excuse Me Mr.” og bevæger sig over i ”Jah Work” og inderligheden. Han virker genert, for han siger ikke meget. Han er i gang med at finde sit fodfæste, men det er ikke noget, han italesætter. Han skal finde frem til og møde os et sted, ingen af os ved, hvor befinder sig. Men igennem sættet når han dertil.

Ben Harper kigger eftertænksomt rundt på sin hær af guitarer. Vi fornemmer, at han har et personligt forhold til dem alle. Han gnider sig i hænderne, inden han griber sin lap steel. Vi ved, at der er tanker bag, men ingen os, sikkert ikke engang Ben Harper, er helt klar over, hvad der kommer til at ske. Han ser ned på sætlisten foran sig. Han følger den tydeligvis ikke, men bruger den mere som et slags facit til det majestætiske bagkatalog, han har brugt årtier på at opbygge.

Han trækker drømmende melodier ud af strengene. De tager os væk, imens Koncerthusets atmosfære forstærker de associationer, vi skaber for os selv. Ben Harper bevæger sig gennem en smuk instrumental seance, der for os virker fejlfri, men efterfølgende spørger han os, om han må spille den igen. Han tager sig til ansigtet, han gemmer bag sin hat. Måske er han berørt. Måske er han eftertænksom. Han fortæller os efterfølgende, at han for nylig har skrevet nummeret ”Love Always Wins”, og da han i aften opfører det for første gang, skal det være perfekt. Han fortæller os om Roskilde Festival. Hvordan han første gang for snart 25 år siden stod helt alene på en af verdens største festivaler. Hvordan det dengang gik op for ham, at han var på vej mod de drømme, han igennem sin opvækst i bedsteforældrenes musikbutik havde sat sig for.

Karismatisk sympati

En gang imellem løfter han på hatten. Mohikaneren kigger frem og virker som en naturlig forlængelse af hans overtatoverede overkrop. Han er typen, man sikkert ville gå uden om i byen, men igennem musikken er Ben Harper en personificering af sympati og karisma.

Han trækker os ned i sumpen. Han formidler den kærlighed, man kan mærke igennem blues. Han opbygger en enorm intensitet igennem ”Amen Omen”, før han træder ud af komfortzonen og nærmer sig publikum.

Gospelmelankolien i musikken fortæller os flere historier, end teksterne umiddelbart kan formidle alene. Ben Harper formidler styrken ved gospel, imens han bevæger sig tættere på os, så vi kan lære ham at kende. Blandt publikum sidder Fiona og Colin. De er nygifte og har kun gjort opmærksomme på sig selv ved at råbe mod scenen. Ben Harper lytter til dem, imens de kort fortæller deres historie. Ægteskabet er det tætteste, du kommer på essensen, siger Ben Harper, inden han bevæger sig ud i ”By My Side” – Blues is easy to play, but it’s hard to feel, fortæller han os.

Hyldesten og styrken

Igennem næsten to timer giver Ben Harper nyt liv til musikken. Musikken, der ellers taler så stærkt alene, formidles igennem nærværende følelser og igennem en minimalistisk og nøgen konstellation. Ben Harper er alene, men alene har han en styrke, der ikke kan komme til udtryk med hjælp fra The Innocent Criminals eller Relentless7. Det er ikke nødvendigvis en stærkere styrke, men det er en anden.

Han sender tanker af sted mod nyligt afdøde Clarence Fountain fra The Blind Boys of Alabama. Han sender tanker af sted til os blandt publikum, og selvom nogle af os sidder mange meter fra ham, i mørket, befinder vi os lige ved siden af ham. Ben Harper kommunikerer med os. Han tager imod os og vores ønsker. Intet på scenen er indøvet, men leveres med en fænomenal ærlighed.

Igennem Ben Harpers kontakt med os fremhæves hans menneskelige skrøbelighed. Han fortæller os sin historie, men gør det igennem musikken. Vi står med åbne og tager imod ham, for vi mærker den styrke, der lever i ham.

 

Sætliste:

No Mercy In This Land

Excuse Me Mr.

Jah Work

Love Always Wins

Forever

Born To Love You

I Trust You to Dig My Grave

When It’s Good

Amen Omen

Deeper and Deeper

Welcome to the Cruel World

Waiting On an Angel

By My Side

With My Own Two Hands

There Will Be a Light

Widow of a Living Man

I’m Trying Not to Fall in Love with You

Ekstra:

Please Bleed

Power of the Gospel

Paris Sunrise #7

Lifeline

Burn One Down


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA