x
En bleg skygge af spøgelset

Ghost, Helviti, Copenhell

En bleg skygge af spøgelset

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Ghost havde noget af et forventningspres før de gik på scenen. Både fordi den nye plade deler vandene, men også fordi Helloween havde smidt en magtdemonstration umiddelbart før på den samme scene.

Ghost har spillet ret mange gange for nyligt i Danmark, og samtidigt er det på en måde første gang. Hvor de tidligere var helt anonyme og iklædt masker alle sammen, fyrede sangeren sidste år hele bandet og trådte frem med ansigt. Så væk er Papa Emeritus, og ind kommer Tobias Forge. Og bandet går fra at være en række anonyme musikere til at være en anden række anonyme musikere. Og så laver de en plade, der er væsentligt mere tilgængelig end de tidligere. Så hvad skulle man forvente sig?

Et blegt spøgelse af Ghost

Åbenbart ikke særlig meget. Jeg har tidligere rost Ghost meget for deres koncerter, hvor de har været en effektiv rock-maskine, der i den grad skabte deres egen niche i heavy metal, der på samme tid var både old-school og temmelig friskt. Men det band, vi ser i dag, er en bleg skygge af sig selv. En flad lyd, der ikke giver plads til den dynamik, som heavy metal kræver. En nasal vokal, der slet ikke er i nærheden af tidligere tiders skarphed. Et fuldstændigt fravær af bandfeeling.

Nogle af tingene bliver bedre undervejs, men det er påfaldende, hvordan Tobias’ mimik ikke er blevet ændret af at lægge masken (RED: Adskillige – heriblandt undertegnede – opdagede ikke, at Tobias stadig havde maske på. Hvilket medførte joken i presseteltet om bugtalning. Beklager uopmærksomheden). ”Hemmeligheden” er nok, at han er bugtaler, som jeg hørte flere snakke om backstage. Han bevæger ikke sin mund, når han synger. Det er på en måde det sejeste ved koncerten.

Bandet bliver bedre i løbet af koncerten og udnytter den vildt flotte scene super. Store hvide trapper og podier til solo og ekstra performance. Bandmedlemmerne har stadig masker på, og der er et ret langt, komisk mellemstykke, hvor bandmedlemmerne én for én bliver introduceret som ”ghoul”. Og der er mange i bandet, og det tager lang tid, hvor man bare hellere ville tilbage til cover-nummeret af Roky Ericksons "If You Have Ghost”.

For det spiller de super fedt. Generelt er de vildt gode, når de bare spiller heavy metal. Men det gør de ikke. De roder rundt og sjusker igennem selv deres største hits. Og de har skrevet hits! Både på den nye og de ældre album, men de bliver leveret uden pondus og overbevisning. Ghost er et band, jeg rigtig godt kan lide, men i dag leverer de langt under form.

Ikke mindst Tobias’ crowd control er rystende dårlig. Det kan godt være, at han er skuffet over publikum, og muligvis er hans underspillede humor ikke egnet til hovedscenen på en festival, men det ville måske hjælpe, hvis han udtalte ordene og ikke mumlede. Hvis han på en eller anden måde signalerede, hvad han synes folk skulle, frem for bare at tænke det.

De store øjeblikke

Der er ingen grænser for, hvor meget medvind bandet havde i situationen. Hele pressen elsker bandet, de fik den bedste tid på hovedscenen på den bedste dag, der var ingen andre bands samtidigt. Og alligevel kunne de faile så meget og lave så middelmådig en koncert.

Der kom et Pink Floyd-moment, hvor roen, fingerspillet og mystikken virkelig landede, og den slags øjeblikke var der! Øjeblikke med super gode guitarsoli, smukt lys, flot keyboardspil og så videre. Og det holdt!

Og så var der de andre. Hvor paven laver et visit som saxofonist. Hvor ingen beder om ekstranumre, selvom Tobias fedter for det. Hvor en ghoul spiller på keytar. Oh dear.

Jeg elsker, når et band går over the top, men her er det mere slet ikke i nærheden af toppen. De har været så elegante, og nu er de mere bare lidt kedelige. Man kan anklage mennesker for værre ting, men et kedeligt show metal-band? Det går altså ikke.

Ghost er et band med så meget potentiale, men i dag viste de sig ikke i nærheden af at udnytte det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA