x
Nostalgifesten, der udeblev

The Breeders, Tinderbox, Teltscenen

Nostalgifesten, der udeblev

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Lad os bare sige med det samme, at det varmede denne anmelders indierock-hjerte, da Breeders blev til føjet til årets program. Glad blev man, ja, men også en smule overrasket, for Kim Deal og co. var måske en lidt sær fugl på den fynske festivals program. At man tillige havde valgt at lægge koncerten samtidig med Alanis Morrisette gav anledning til mere undren. For selvom, der hvad genre angår er et stykke vej mellem de to amerikanske navne, har de begge så tilpas mange rødder i halvfemserne, at man må formode, at de appellerer til det nogenlunde samme publikum, om ikke andet aldersmæssigt.

Det var derfor ikke overraskende et langtfra fyldt telt, der tog imod Breeders fredag aften. Det aktuelle line-up er i øvrigt det klassiske, dvs. den besætning der var med på hovedværket Last Splash, der netop fylder 25 år i år. Siden dengang er der kun kommet yderligere tre album, senest All Nerve, der fik fem ud af seks stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder tidligere i år.

Der lagdes passende ud med ”New Year”, åbningsnummeret på Last Splash. Lyden var der intet at udsætte på, men der var allerede her en fornemmelse af, at gruppens naivistiske og til tider noget usammenhængende garagerock gik hen over hovedet på Tinderbox-publikummet, hvoraf mange så passivt til. Numrene var også i mange tilfælde så korte, at der blev brudt pludselig af, lige som der var ved at komme kog i teltet. Et forhastet præg kendetegnede i begyndelsen en lang række ofte mærkeligt enslydende numre.

Man skulle helt hen til niende sang, ”Drivin’ on 9”, før der blev etableret en levedygtig forbindelse mellem band og publikum. Her havde Kims tvillingesøster Kelley en stjernestund, da hun – til Kims åbenlyse fornøjelse – havde lært at synge den violinpart, der er en del af attraktionen ved lige netop dét nummer. Nu begyndte Kims smil også at se mere og mere naturligt ud, og selv den altid blasert-tilknappede bassist Josephine Wiggs lod paraderne falde for en stund.

I det hele taget må man nok sige, at materialet fra Last Splash fungerede bedst på denne aften, der langt hen ad vejen kom til at stå i nostalgiens tegn. I hvert fald var det gamle travere fra velmagtsdagene i 90erne, og især storhittet ”Cannonball” selvfølgelig, der fik liv i det noget tilbageholdende publikum. Ind imellem numrene var der livlige drillerier indbyrdes i bandet, især mellem Kelley Deal og Josephine Wiggs, der på henholdsvis venstre og højre yderside flankerede midtpunktet Kim Deal. Det var svært ikke at lade sig charmere af denne afvæbnende tilgang til koncertsituationen. For en god ordens skyld skal det også noteres her, at trommeslager Jim McPherson, den enlige mand bandet, hele vejen igennem tæskede sine trommer med upåklagelig iver

Da de sidste punkede toner af ”Saints” ringede ud, og det blev bekendtgjort af konferencieren, at der ikke var nogen ekstranumre, stod man tilbage med en lidt flad fornemmelse af at have set en hæderlig koncert i en helt forkert kontekst, først og fremmest tidsmæssigt. De tunge skygger fra 90’erne hensatte således denne anmelder til, lad os sige, Roskilde Festival 1994, snarere end Tinderbox anno 2018, på hvis program Breeders var og blev en sær fugl, der aldrig for alvor fik luft under vingerne.

 

Sætliste:

New Year

Wait in the Car

No Aloha

Divine Hammer

All Nerve

Glorious

Safari

Spacewoman

Drivin’ on 9

Nervous Mary

S.O.S.

Off You

I Just Want to Get Along

Cannonball

Metagoth

Gigantic

Do You Love Me Now?

Saints

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA