Da Tinderbox blev tropisk

Kygo, Tinderbox, Rød Scene

Da Tinderbox blev tropisk

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tinderbox er klar til at skyde weekenden og sommerferien i gang, og hvem bedre garant til dette end vores broderfolks største kultureksportvare efter Henrik Ibsen og ”Skam”. 28 millioner månedlige Spotify-følgere, tre storhits med hver over en halv milliard streaminger, sin egen linje af høretelefoner, og så er han utvivlsomt også den primære hovedperson bag populariseringen af tropical house: Kyrre Gørvell-Dahll er indbegrebet af vellyd.

Ophøjet over dj-pultens LED-skærme starter den norske Spotify-højdespringer Kygo aftenen af med ”Stole the Show”, der selvsikkert slår fast, at sangtitlen i den grad er en korrekt forudanelse for aftenens musikalske lækkerier. Kygo ejer scenen og guider sit stort fremmødte publikum med gode vibrationer og dagdrømme mod øde bounty-øer fra første taktslag til outro. På billedsiden leverer Kygo uovertruffen eye-candy på storskærmen og dj-pultens LED-skærme, hvor trope-beplantninger hurtigt viser sig at blive det gennemgående visuelle tema. Efter showstarteren består opbygningen af sættet primært af andre artisters numre, hvor især Don Diablos ”Head Up” og Tiëstos remix af Post Malones ”Jackie Chan” forsikrer om, at alt var, er, og vil blive positivt denne aften.

Aviciis arvtager

Inden Kygo bevæger sig til egne remixes og produktioner giver han sin respekt til sin største inspirationskilde, Avicii, med ”Without You”. Kygo viser med sin iørefaldende lyd, imponerende visuelle udtryk og dygtige mixing skills, at han er den naturlige arvtager for at videreføre den melodiske housemusik efter genrens tragiske tab. Som Avicii har Kygo også evnen til konstant at kreere nye hits, der både får radio-spilletid, streaminger og samtidigt fungerer som festmusik. Den nye single ”Born to Be Yours” er også øjeblikkeligt en publikumsfavorit. Oprejst på mixerpulten dirigerer Kygo publikum til en omgang fællesklap, der på ingen måde skal vise sig at blive den sidste gang, de fremmødte publikummer er i sync med musikken. Opskriften er stadig den samme: storladne tekster, opløftende keys og et drop, der med sikkerhed bringer lytteren i sommerhumør. Det er behageligt, det er feel-good, men som alle Kygos udgivelser er denne single også for poleret og ufarlig.

Tempofyldt afslutning

Generelt holder Kygos tracks sig i et tempo, der er lavere end EDM-standarden på 128 slag i minuttet. Kygos bagkatalog lægger derfor op til fest, men ikke dansefest. Med en række velvalgte skæringer mod slutningen får Kygo dog sparket gang i en ordentlig EDM-koncert. Han får følgeskab af JHart på nummeret ”Permanent”, og sangeren tager øjeblikkeligt kontrollen over publikum, inden vi kan gå dance-amok. Panfløjtesynths, marimba-lyde og upbeat melodiske drops erstattes, for en kort bemærkning, af gedigne electro-beats i Felguks ”Sometimes”, før lydbilledet når episke højder med Steve Angellos ”Paradiso”. Inden Kygo forlader scenen, når vi dog at opleve aftenens tredje fællesklap-session under ”Kids in Love” inden den kollektive fællessang på hit-smedens største Spotify-single ”It Ain’t Me”.

Som ekstranumre får festivalen en patos-fyldt akustisk version med violinister og JHarts vibrato, der bringer “Firestone” til nye musikalske højder. Publikum bliver dog ikke snydt for originaludgaven, og der kommer noget tiltrængt regn over sommertropiske Danmark, dog kun i form af konfettiregn, og et desværre noget fesent fyrværkerishow, inden det hele er slut.

Kygo har været en behagelig og visuelt smuk oplevelse. Der har været et veltilrettelagt mix af egne og andre artisters produktioner, der har tilladt tempoet at stige mere, end man umiddelbart kan forvente ud fra Kygos bagkatalog. Det har været sommerligt med en stressfri vibe og en bekræftelse på, at det ikke er nødvendigt at smadre sparegrisen for at erhverve sig en flybillet til Zanzibar eller Costa Rica, når troperne kan opleves på Tinderbox, om end kun for en kort stund.

 

SÆTLISTE

“Stole the Show” - Kygo

“Dreamer” - Axwell Λ Ingrosso

“The Middle” - Zedd, Maren Morris, Grey –

“Head Up” - Don Diablo feat. James Newman 

“Jackie Chan” - Tiësto & Dzeko ft. Preme & Post Malone

”Body” – Loud Luxury feat. Brando

“I Miss You” – Clean Bandit (Stadiummx remix)

“Without You” – Avicii

“Stargazing” - Kygo

“Younger” - Seinabo Sey (Kygo Remix)

“Miami 82” – Syn Cole (Kygo Remix)

“Born To Be Yours” - Kygo feat. Imagine Dragons

“First Time” - Kygo feat. Ellie Goulding

“Carry Me” – Kygo feat. Julia Michaels

“Sexual Heailing” - Marvin Gaye (Kygo Remix)

“Stay” - Kygo feat. Maty Noyes

“Permanent” - Kygo feat. JHart (Sam Feldt Remix) (Live mix)

“Never Let You Go” – Kygo feat. Thomas Newman (Jack Wins Remix)

“Spaceship” – Galantis feat. Uffie

“Boogie Wonderland – Mr. Welt og Wezol

“Sometimes” Felguk (Originalt Etta James & Avicii)

“Paradiso” – Steve Angello

“This Girl” - Kungs vs Cookin' On 3 Burners

“Sweet Dreams” – Eurhythmics (Steve Angello Remix)

“Kids in Love” – Kygo feat. The Night Game

“It Ain’t Me” - Kygo feat. Selena Gomez

(Encore)

“Firestone” – Kygo feat. JHart (Akustisk)

“Firestone” – Kygo feat. Conrad Sewell


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA