x
Ikke meget Madness i dét galehus

Madness, Tinderbox, Rød Scene

Ikke meget Madness i dét galehus

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Forestil dig en hvilken som helt pub eller andet brunt værtshus med natåbent. Det har været en af de gode nætter med flydende fest, glæde og højrøstet tale. Måske intim tale i et hjørne eller to.

Nu er det blevet morgen, og selv den sidste gæst er smidt ud, døren og vinduerne åbnes på vid gab, og stedet, der i nogle timer lignede livet selv, ligner nu mest af alt forfald i den skarpe morgensol.

Langt fra så grelt, men alligevel et stykke ad vejen, virkede det sådan, da 2 Tone-pionererne Madness lørdag lagde vejen forbi Tinderbox’ røde scene – i en sløv, solbadet blå festivaltime.

Meget vand er løbet gennem pint-anlægget på Graham Suggs McPhersons stampub, siden Madness, The Specials og i periferien UB 40 satte gang i skamusikkens anden store bølge. Man kan se skamusikken som en slags forløber for den dancehall-scene, der hærgede blandt andet de danske scener for fire-fem år siden.

I dag i Tusindårsskoven i Odense skulle vi næsten tre kvarter ind i koncerten, kulminerende med hittene "Our House" og "It Must Be Love", før der endelig kom lidt spræl i Madness’ uhøjtidelige festmaskine – og i de temmelig få festivalgæster, der havde søgt helt op foran scenen.

I udgangspunktet kunne man ellers ikke andet end smile med det ti mand store orkester. Blæsersektionen og keyboardspiller Mike Barsons kom ind på scenen, ulastelig klædt i sort og hvidt. Suggs i jakke og dertil iført obligatoriske solbriller og, ifølge ham selv, en pænt stor bagskid.

Saxofonisten Lee Thompson – hvis spil er en endog stor del af charmen i Madness – lignede mest en britisk pensionist, der ved en fejl var steget på flyet til Hans Christian Andersen Airport ved Odense i stedet for en airbus med retning mod Costa del Sol.

Humoren har altid været Madness’ følgesvend, og den meget snakkesalige Suggs fik blandt fortalt, at han har været med i orkesteret i 40 f***ing år, samt at han natten til lørdag blev morfar til tvillinger. Og så skældte han ud på de mange publikummer, der tilbringer festivalen med hænge ud på en bakke langt fra Red Stage, i stedet for at høre musik. Lige dér havde han en pointe.

Suggs lagde ud med det gamle bon mot fra punk/new wave-æraen, "Don’t look at that, look at this".

Men fra begyndelsen virkede Madness og især sangeren så provokerende uengagerede, at man fik lyst til at kigge på noget andet end dem.

Igen og igen jappede Suggs sine tekster af, som var det noget, der skulle overstås, så han kunne komme hjem til London og sine nyfødte børnebørn.

For det første var bandets levering af den letbenede skamusik igen og igen ved at løbe fra sig selv, blandt andet i megahittet "Our House" og i en famlende version af "Embarrassment" og et andet storhit "My Girl". Mens "Bed and Breakfast Man" og "Wings of a Dove" – som ellers er et meget flot, anderledes Madness-nummer på plade – lød ufokuserede.

Med kun diverse soli fra saxofon-Lee er Madness’ musik et kollektivt anliggende. Derfor fristende at spørge, hvor svært det kan være?  

Musikken er som andre af de største ting i livet sjovest, baseret på gensidighed, når man er to. Måske afspejlede Madness manglende madness et mildt sagt tilbageholdende, afmålt publikum, der først for alvor kom med i legen mod slutningen.

Der skete noget i "House of Fun" og "Baggy Trousers", hvor bandet og Suggs fandt hinanden i et perfekt skarpt, intenst skabeat, og hvor den 60'er-pop-influerede melodi lød medrivende godt.

Efterhånden som der blev danset, dannede der sig til Suggs store glæde et par støvskyer foran scenen. Måske et nyt parameter for musikalsk succes i denne usædvanligt hede, solrige sommer.

Så to støvskyer i stedet for to stjerner til Madness.

Ikke meget galskab i det galehus denne gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA