x
En time i godt selskab med Jamie Lawson

Jamie Lawson, Tinderbox, Teltscenen

En time i godt selskab med Jamie Lawson

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Et eller andet sted i verden vil der statistisk set lige nu sidde en gennemsympatisk ung mand med en akustisk guitar, mens han forsøger at udmønte sine følelser i noder og becifringer. Måske gemmer han snart sin guitar væk, måske bliver han en af dem, der optræder på barer for et par håndører og de kys, han kan tiltuske sig, når baren lukker.

Måske er han som Jamie Lawson fra Plymouth heldig at blive opdaget – og dét i en forholdsvis sen alder. Efter mange års hårdt arbejde, et par album og kæmpehittet ”Wasn’t Expecting that”, skrev han i 2016 kontrakt med Ed Sheerans pladeselskab Gingerbread Man Records.

”Teknisk set er Ed min boss,” som Lawson selv formulerede det under dagens koncert.

Selvom han lige nu stadionturnerer som opvarmning for Sheeran – optræder søndag i Belgien – fandt han lørdag aften vej til Tinderbox’ mindste scene, Teltscenen, foran et lille, men modtageligt publikum.

Tidligere i år udgav han det fine album Happy Accidents.

Båret af Lawsons følelsesfulde vokal fik vi en time med formfuldt arrangeret singersongwriter-poprock. 

Som en James Bay, Gavin James og Jacob Dinesen, for den sags skyld, skriver Lawson gode poprockmelodier med rod i lige dele britisk og amerikansk tradition, nogle mere spændende end andre.

De første to numre på sætlisten, “Fall Into Me” og ”Letter Never Sent”, er med deres iørefaldende kvaliteter og tekstmæssige indhold ganske sigende for det, Lawson kan.

Endnu en sang om kærlighed, der tilsyneladende aldrig går af mode og en sang om et sted, alle – tør jeg godt påstå – har været. Brevet til hende eller ham, der aldrig blev sendt.  

For yngre læsere: breve var den tertiære istids svar på Messenger, sms’er med mere.

Det er forrygende banalt, ja. Ligesom det meste andet, vi mennesker foretager os. Som fjerde sang "Cold in Ohio". Kulde som metafor for savn er heller ikke revolutionerende nyt, men kunsten for sangskrivere som Lawson er at formulere det, så man tror på det.

Der var intet mindre end verdenspremiere på et nyt nummer ”Soon as the Sun Sets Down”, ”Don’t Say You Didn’t if You Did” med funky anslag og 60'-er poppet keyboardtema a la Beatles’ ”Hey Bulldog”

“The Only Conclusion” med en pointe tyvstjålet fra tv-serien "Big Bang Theory”, indrømmede Lawson, og med et vers, der kunne minde lidt om et luftigt take på ”Everybody’s Talking”.

”Can't See Straight”, skrevet af Ed Sheeran, med en twistet opbygning og stadig levende op til det universelle krav, at musik gerne må kilde øret, inden det når ned i hjertet. “There’s Someone for Everyone” med fed rockklub-lyd lagde op til “Wasn't Expecting That” og “Ahead of Myself”, der lyder som hvis Joni Mitchells "Big Yellow Taxi" var kørt gennem en Bierhalle. 

Efter kort forinden at have set Madness forsøge at leve på renommeet var det forfriskende at opleve en kunstner stadig på vej op gribe sit momentum i et trekvart fyldt telt.

En time, tilbragt i godt selskab, kan kun trække op i det store karmaregnskab, når det engang skal gøres op. Så tak for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA