x
Med fødderne på jorden og skyerne i tanken

Gurli Octavia, Roskilde Festival, Rising

Med fødderne på jorden og skyerne i tanken

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Så blev det mandag. Aftenens strabadser har sat sig i et tømmermandsramt publikum, og festivalen er knap vågnet til dåd her kl. 13:59. De vandrende hovedbøjede spøgelser skal på en eller anden vis synges til live på ny. Og Gurli Octavia nostalgiske visefolk er et godt bud på den blideste genopstart muligt.

Cirkusdatteren har udgivet ”Philophobia” og ”Lunacy”. De to ep’er fungerer på mange måder som tvillinger, der har været med til ikke blot at give solisten et velfortjent renomme på rekordtid, men lige så vel iscenesat hendes lyd som velanrettet arvtager til Tina Dickow og Agnes Obels særprægede nordiske folkepop, der taler til et moderne kollektiv af ensomme sjæle. I ryggen ved eftermiddagens koncert har hun et fem mands band, der på afmålt vis skal kridte banen op for solstrålen i forgrunden af scenen. Publikum er beskedent ved igangsættelsen, men i takt med, at den talstærke scene spilles varm, tiltrækkes et større audiens af de bløde og afrundede toner fra Rising-scenen. Med ”You Lay Low” bygges stemningen for alvor op med de let spadserende trommer hos Sara Mouritzen og den akkompagnerende akustiske guitar. Man føler, at der er mere i vente.

Undskyldende for ikke at være politisk nok serveres ”Waiting for Water”, som tager sig godt ud i solskinnet og støvregnen, der har lagt sig over landskabet. Det er just aldrig målet for Gurli og co. at spille op til bal, og det mærkes også dels i leveringen af numrene og tilstedeværelsen på scenen. Gurli er lavmælt, nede på jorden og uden noget, der ligner store armbevægelser, meget lig hendes genrekollegaer. Faren ved denne strategi er, at det relativt dvaske publikum lulles i søvn af de lange penselstrøg, hvilket nu er lige ved at ske i den ellers rørende kærlighedssang til Octavias far.

Koncertens klare højdepunkt indhentes dog herefter af den stærke ”Oh Mighty Cold”, der skrues op i energi ved tilføjelsen af en nærværende Buster Kristensen på elguitar, som ubesværet og underspillet giver sangen ekstra vingefang. Bandet træder tilbage og lader Gurli selv fremføre det foreløbige svendestykke ”Winter Arrived”, der om noget er en kærlighedssang, der går rent ind. Her kommer den afmålte stil artisten til gode, da man i ekstra grad bliver grebet af de sorgfyldte toner og hendes nænsomme røst, der giver genlyd over den snakkesalige masse. ”Ghosts” bringer igen bandet i scene og giver plads til den ellers marginaliserede Aksel Friis på bassen og viser antydningen af en prioriteret rytme, der kan få skaren til andet end at vugge.

Men tilbage til kernen, ottetalsbarnets sangskrivning med ”Woebegone”, der med Elias Lykkeskov som moderator på keys og Mary jean Moores supplerende vokal fint formulerer Octavias fortælling på godt og ondt. En ømhed, der er svær at matche, men også svær at lade sig ruske igennem folket. ”Clone” forsøger at være et politisk opråb, men forbliver i følelsernes vold, hvilket heller ikke gør noget, så længe sangerinden selv er indforstået med det, men afrunder ikke desto mindre en fin og underspillet koncert. Måske er det brutalt at svinge hammeren over en kunstner, der er så afklaret i sin jordnærhed og derfor ikke behøver at lefle for publikum. Marginalerne er blot ikke til stede for at spille denne eftermiddag helt op i skyerne. Men det er bestemt ikke det sidste, vi får at se til det 29-årige stjerneskud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA