Når ego og talent går hånd i hånd

Albin Lee Meldau, Roskilde Festival, Rising

Når ego og talent går hånd i hånd

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Arkivfoto

Det må være svært at være musiker til tider. Man står som menneske i enhver sammenhæng altid på skuldrene af noget, der er gået forud for ens tid. Vi ville ikke være noget, hvis ikke nogen havde truffet en eller anden form for valg, før vi kom til. Nu er det så sådan, at netop med musik ynder en stor andel af dets tilhængere at lægge øre, sjæl og hjerte til fordums dage af musik. Rock, soul, klassisk, you name it. Langt det meste af, hvad der ligger os allermest nært er tit og ofte den gamle skole, hvor et udgangspunkt blev født.

Når man ser musikere i dag, der ikke nødvendigvis medbringer et key pad eller drum machine til en koncert, så er det ofte for at lade de gamle succeskriterier komme til orde på nye måder. Artister som Jake Bugg, Leon Bridges og danske D/troit er eksempler en stil, der er set før, men forsøgt genopfundet på nye lydbølger. Men ikke altid fremstår det særligt unikt, som en nyskabelse af stor kaliber. Albin Lee Meldau er et eksempel på dette og forsøger at gøre sit for at kunne skabe det samme, bare anderledes, og på Roskildes anden musik-dag skal han forsøge sig med netop dette på Rising-scenen.

Han kalder sig "musikjournalist" i sit forsøg på at sætte sig selv i scene som rytmisk storyteller. Dette er egentlig et skalkeskjul, da det meste af hans debutalbum ”About You” er skåret over en formular af 60’er soul-rock om vunden og tabt kærlighed. Og hans persona vidner også om samme rock’n’roll-appel. I slasket intetsigende søndagstøj slentrer han ind på scenen sammen med et fire mands orkester, som ingen anden introduktion får under hele koncerten end ”my beautiful Swedish boys”. Hans attitude virker i det hele taget ud som en, hvis stjernestatus ikke kunne rummes på Orange og Glastonbury til sammen. Men det er nu engang Rising, og man kan ikke undlade at finde fremtrædelsen bare en kende utilstedelig. Ligesom musikken er dette dog også et modefænomen, hvis man tænker på Father John Misty og Mac DeMarco, der om nogen tilbeder det at være nonchalant über allez.

Men hvad gør det, når man så skal i arbejde? ”The Weight is Gone” åbner ballet sammen med ”I Need Your Love”, to af hans mest populære sange, og det vidner om en kunstner, der ikke lefler for sit publikum. Det er til gengæld også satans velklingende, og man står ikke stille særligt længe ad gangen, når først svenskeren begynder at sætte ord på sit ego igennem sangen. Det lyder bare skønt, og den svære kunst at være original, mens man tilbeder originalerne, bliver virkelig mestret til fulde af sangeren. Det er en underlig blanding, der ligeledes sniger sig ind på ”Singoalla”, af excentrisk distance og no bullshit-holdning til sangene. Bandet kommer aldrig i forgrunden, men spiller sublimt det, der skal spilles og lader hovedpersonen træde frem som omdrejningspunktet for forestillingen. Bare synd at han ikke gider samle sig til at tale tydeligt i pauserne, i hvad der i hans øjne må være slem publikumspleasing.

Men det sidder bare i skabet, når vokalen først får lov at gjalde, og storhittet ”Lou Lou” er et dejligt eksempel på dette. Og når han først får lov til at synge sin eksistens' smerte ud, så kan man tydeligt se, at han mener det. Han gør meget for at vise, at han er en mand i lidelse, men når han leverer, som han gør på de efterfølgende ”Try” og ”Till the Sun Comes Around Again”, så er det også bare helt i orden. Hans talent og levering er så overlegen, at hans æstetik som dvasket kontormus egentlig ikke gør så meget. Han er et produkt af tidligere tider, men samtidig helt sin egen, og det er ikke det nemmeste i verden. ”Same Boat” og ”6th Street” lukker og slukker det, der i sin kerne var en formfuldendt eksekveret koncert uden slinger i valsen, som fik fat i festivalen, når først musikken rullede. Resten er en smagssag.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA