x
Åbent brev fra anmelder til band: Kære Lød, I fungerede ikke på Roskilde

Lød, Roskilde Festival, Rising

Åbent brev fra anmelder til band: Kære Lød, I fungerede ikke på Roskilde

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Jeg har fulgt jer, siden jeg startede som anmelder for blot lidt over et år siden, hvor jeres ep Folder var det første udspil, jeg fik lov at anmelde. Det var en anden tid, et andet sted og et andet magasin. Men tydeligvis også et andet band. Ep’en endte op som et af mine yndlings-udspil fra Danmark sidste år, og I tvang jer ind på min top fem over årets danske udgivelser til GAFFA. Jeg har siden spillet tromme for jeres fremkomst i den danske undergrund.

Men.
Trommespillet er, sjovt nok, det mest overbevisende ved Løds præstation på Rising, hvor lyden i øvrigt fejler fuldstændig. Lød præsenterer en delikat kraut-oplevelse på dansk i 2018, men må og skal have lyden med sig, når de optræder live. Således mangler bandets force: Deres sammenspil mellem bas og guitar fuldstændig, hvor det kun delvist er muligt at høre guitaren, og hvor bassens mellemtoner kun er hørbare mod koncertens slutning. 

Samtidig er der kræset for trommelyden, som sidder totalt i skabet, mens synths (som er en stor og væsentlig del af bandets atmosfære) står som presets på et Roland XP-10 keyboard (hov, det er da en banjo!). Forsanger Søren Gade Holmgård gør ellers et stort nummer ud af sig, og har tydeligvis både set Rock for Afrika-koncerten og ”Stop Making Sense”, og hans stemmes blanding af Ian Curtis (Joy Division) og Lars H.U.G. (anno Kliché) er uovertruffen på den danske rockscene, der netop mangler personager som denne.

Og.
Samme præferenceramme bliver også et problem med tiden. I mine tidligere roser af bandet har jeg grebet ud efter mange, og indlysende, inspirationskilder – som ud over ovennævnte bands tæller Can, Neu!, Kraftwerk, Cluster, Genesis (anno Gabriel), Brian Eno, David Bowie og så videre. Men tricket er at hæve sig over disse. Trætheden viser sig tydeligt på bandets nye numre, hvor både musik og tekst kommer til kort. Tekstbrokker som ”Du har købt en is/jeg har købt en is” og ”SE MIG!” får nærværende publikummer til at grine, men det er ikke det, Lød skal kunne og vil.

Lød er netop bedst på numre som ”Så Blå” og ”Folder” (fra debut-ep'en Folder), hvor de holder den eksperimenterende tone ind til hjertet, og hvor Holmgård insisterende messer ordene, indtil man ikke tror på, at der findes andre bands i verden. Lød kommer dog, på de nye numre, hurtigt til kort, når de forsøger begge dele. Det ene sekund lyder de, som om de kun har hørt ”Remain in Light” de sidste fem år, mens det næste byder på synthesizer-spilleren, der roder presets på sit medbragte Korg igennem (Hov, der var banjoen igen! OG WOW! DEN KAN SIGE SOM EN HELIKOPTER!). De lange eksperimentale forløb fungerer, delvist, på plade – hvor det kaster hilsener til Per Højholts Turbo. Når de gør det live, står Holmgård og klapper, mens en flok unge mennesker kigger forvirret efter en bisværm. 

Så (blå).
Jeg kender jer godt, Lød. Og uden at spille Kong Gulerod tror jeg muligvis også, I kan huske, hvem jeg er. I hvert fald anmeldermæssigt. Jeg føler mig lidt som en træls onkel, bedstefar eller svigerfar, der trykker jeres hånd hårdt og siger: ”Ja, vi har hørt meget om jer, men…”. Drenge: De nye numre skal strammes op. Når det er bedst, er I en voldsom avantgarde-version af Vampire Weekend, og når I er værst, er I det samme af The Minds of 99 – og det har ingen lyst til at være.

Når hype-tågen letter, skal I have sangene, stilen og teksterne klar – resten har I allerede.

Tre stjerner for det energiske sceneshow, referencerne og det, at I er totalt unikke og noget af det bedste på den danske musikscene. I fungerede ikke på Roskilde – men jeg følger stadig med!

Skriv, når I udgiver det næste! Please?

Kryds:

Ja:                                      Nej:                                         

Måske:


Kys.

Simon Heggum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA