x
Konfirmanddrenge med sne og rim i lommen

Sigma, Roskilde Festival, Rising

Konfirmanddrenge med sne og rim i lommen

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Den danske rapscene er måske ikke så kriseramt, som man skulle have troet. I efteråret af Malk de Koijns og Suspekts dominans og B.O.Cs nyfortolkning af den dansk-arabiske lyd kan man til tider have spekuleret i, hvor disciplinens gamle dyder blev af i 10’ernes overhalingsbane. En af bannerførerne for den klassiske hip hop-tradition på den danske scene har utvivlsomt været Pede B. Om man kan lide det eller ej, har stilen, beatsene og kvalitetsbestemmelserne i hans musik bestandigt drejet sig om den klassiske raps recept, hvilket har draget ham imod en kongestatus på undergrundsscenen. Konsenkvensen af dette er nok, at det er i Pedes støbeske, at vi finder rappere, der ikke tænker i hitlister, men blot efterspørger en pult og nogle tunge rim. Og Sigma er lige præcis af en sådan støbning, og de er sat til at spille her kl. 15:00 ved sidste opvarmningsdag på Rising-scenen.

Der er vitterligt ikke mange overflødige dikkedarer, idet trioen bestående af producer Telepa-T, Novum og Semphiz indtager scenen i en brandvarm eftermiddagssol. Beatet smækker af sted, og før vi ved af det, buldrer ”Frisk Valuta” fra debutalbummet af samme navn derudad, og det er i sig selv forfriskende at se konceptet tage form, som det gør. Ifølge kollektivet selv skal de ses som et angreb på dansk mainstream-hiphop, og man må da bare give dem, at der ikke er meget, der lyder som det, den unævnte variabel leverer lige pt.

Vi bliver ved de gamle dage ved ”Med hundene i hælene”, og temaet er hermed lagt fra dagen, og dette varieres egentlig ikke som sådan: en masse damer, en masse hvide baner og en masse dårlig samvittighed. Det er ikke banebrydende i hiphop-regi, bevares, men man kan mærke, at drengene i langt højere grad går til deres mikrofon og pult som et håndværk snarere end forsøger med en embodiment af thug life. Hvor den største del af det amerikanske moderlands rap-klientel ikke kan få nok af afdankede frisører, massive juveler og guldkæder i spandevis, minder dagens trio ærlig talt allermest om et par konfirmanddrenge, som er flove over deres egen tilstedeværelse.

Det være sig kun mellem numrene vel at mærke, for når bassen først pumper som på den sublime ”Take Away Bøffer”, så ruller forestillingen, og det gør den med største overbevisning, så længe drengene ikke fanges i deres egen forlegenhed. ”Epicenter” og ”Unisont” følger trop, begge skæringer ud af deres seneste album ”Arcadia” fra 2017, som uden tvivl også er den mest helstøbte udgivelse fra gruppens hånd. Når man stiller sig op og insisterer på at ville være old school i så gennemført forstand, så ender man i en risiko af, at oplevelsen bliver en enformig en af slagsen. Men dette virker ikke som sådan ubevidst, da Telepa-Ts studieproduktioners kant netop tillader en tung tung bas, der ellers fratager resten af numrenes nuancer deres udtryk.

Vi får til gengæld en tiltrængt variation med ”Flyve væk”, som skruer tempoet ned og får Novum og Semphiz solide tekster til at fremstå endnu skarpere. I takt med koncertens fremskridt, og i takt med at publikums begejstring bevæger sig i den rigtige retning, begynder vi at mærke, hvorfor vi omtaler gruppen som et kollektiv. MC Espen, Bashir Billow på ”Sans” og Loke Deph på ”Abstinenser” hives op for at lege med, hvor det uden tvivl er førstnævnte, der slipper bedst fra det. ”Altseende” og ”Carmalita" efterfølgende er dog egentlig glimrende eksempler på, at vi egentlig allerhelst blot vil høre hovedfigurerne i aktion, da deres tempo og flow virker så indforstået og gennemøvet, at man næsten tilgiver deres manglende attitude uden for numrene.

Det er i hvert fald en fryd, når de først begynder at rappe. Papa Pede melder selvfølgelig også sin ankomst på ”Vinker og Smiler”, hvilket om noget får publikum i kog, trods et svært gennemførligt vers på scenen. Som kronen på værket giver drengene os et throwback med 90’er-ikonet ”Harleystrømeren pt. 2”, og med det takker de af og med kurs mod en musikfremtid, der ikke nødvendigvis forbliver i undergrunden. Spørgsmålet er, om det egentlig er i rimsmedenes interesse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA