x
Hvor mange grise skal der til at skifte en pære?

Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs, Roskilde Festival, Gloria

Hvor mange grise skal der til at skifte en pære?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Mens en nybygget replikant af X Factor-Martin åbnede Orange med lige dele bolle-soul og hvidmandsgospel, åbnede indehaverne af årets mest omsonste bandnavn: Pig Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs, Gloria. Dette skete dog med lige dele sludge, stoner og doom-rock med en stor skelen til genrens store koryfæer. En fyrre minutter lang stærkmands-konkurrence, der svarer til at få kastet en halvlunken fadøl i hovedet og kunne lide det.

Uro i opgangen
Gloria-scenen viser sig, igen i år, som den bedste scene på Roskilde. Det er her, alle festivalens sære rock-bookinger ligger, og det var på selv samme scene, jeg sidste år fik min hjerne blæst i småstumper af amerikanske ’68, der leverede en af det års bedste koncerter. Pigs når ikke til samme højde, men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om nogen har samme oplevelse, som jeg havde den regnfulde eftermiddag.

Pigs spiller en no-nonsense, temposkiftende stoner-rock, som helt klart er dybt inspireret af Black Sabbath, Sleep og en stor mængde andre metal- og rockbands. Den ekstremt velspillede rytmegruppe – hvor især John-Michael Hedleys bas skal fremhæves som havende den hel perfekte Fender Precision-lyd – er viceværten i en betonopgang af guitarer. Det ene sekund hviner de på bedste, fanden-i-voldske støj-maner, og næste sekund samles de med bassen i et tonsertungt fuzz-riff, der ville gøre bedstefar Iommi stolt. På aftenens anden skæring ”Psychopomp” kaster bandet sig pludselig ud i et break, der bringer et hurtigere riff-forløb, som minder om en tidlig Iron Maiden, der har røget sig skæve på en rasteplads i Brighton. 


De britiske grise
Det giver god mening, at bandet selv er fra Newcastle, for den amerikanske stoner-scene kan til tider have tendens til at tage sig selv ekstremt seriøst. Det gør Pigs ikke og det klæder dem. Forsanger Matt Batey har et organ, der ville gøre min kommende prostata meget jaloux, og bandet smadrer igennem de fire-fem sange på små 50 minutter med udmærket publikumskontakt, hvor opfordringer til at drikke vand, og fjollede festival-hatte, er et must på scenen. Den ene guitarist er ekstremt dedikeret og er tæt på at lave KISS-agtige poses, mens den anden står med sit lange hår og stirrer ned på sin Big Muff-pedal.

Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs er ikke nyskabende, banebrydende, nytænkende eller særlig originale. Men de klarer den hjem på charmen, selvtilliden og faktummet, at de godt selv ved, at de ikke er det mest banebrydende orkester siden Judas Priest. Det er sgu rart at se et band, der bare er en flok voksne mænd, som synes, det er sjovt at spille sammen. Den afsluttende ”Icon” fra debuten sætter et ekstremt Sleep-referende punktum for en udmærket, medrivende og velspillet koncert. De små åbenbaringer er ikke bare noget, der findes i Halfdan Rasmussen-digte, men kan også forekomme i britisk sludge – åbenbart. Uanset hvor mange grise man har i sit bandnavn. Solid åbner af festivalens egentlige hovedscene. X Factor findes andre steder end i massemediernes kolde kemo-lys.

Og ja - der skal syv til! En til at skifte pæren og seks andre til at udgøre et fjollet bandnavn!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA