x
Fra eksplosiv punkfest til lavmælt indiefolk

I'm With Her, Roskilde Festival, Pavilion

Fra eksplosiv punkfest til lavmælt indiefolk

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Det var noget af en kontrastfyldt start på onsdagens Pavilion-scene. Inden indie-folk-trioen I'm With Her indtog de skrå brædder, havde den britiske punkduo Slaves blæst publikum omkuld med et skødesløst sæt. Den amerikanske trio er en slags supergruppe med de tre veletablerede sangskrivere Aoife O'Donovan, Sara Watkins fra Nickel Creek og Sarah Jarosz. Sidstnævnte har nærmest har stået i lære hos bluegrassikonet David Grisman. De kan deres håndværk til fingerspidserne, når de sart blander bluegrass og appalachian med deres luftige indiefolk.

 

See You Around, som også er titlen på deres første album, åbner koncerten på nænsom vis. Sarah Jarosz synger for, mens korvokalerne smyger sig omkring hende som smukke vignetter. Game To Lose tager over med Sara Watkins' filende violin, som slår en sørgmodig tone an, mens Ain't That Fine sættes i scene med Watkins' fine banjo-fingerspilssolo, som får publikum til at juble. Begejstringen omsættes desværre hurtigt til alt for meget ævl og kævl, hvor en flok unge piger udmærker sig ved, hvor de skal få de næste smøger fra.

 

Det mærkes, at medlemmerne hver især har udsendt et hav af plader som soloartister og opbygget den anciennitet, der kræves for den autentiske og jordbundne lyd, genren er så rig på. Trioen lader tilmed deres feminine indsigt være pulsen, der omkredser Pangala, Long Hot Summer Day og Hornets. Men som koncerten skrider frem, synes udkommet mere og mere ferskt. Her mangler lidt tyngde og fyld fra flere instrumenter. De fine vokaler kan ikke udgøre det alene, hvor kunstnere som Gillian Welch og Emmylou Harris ellers er fine pejlemærker.

 

Højdepunket er tilmed et John Hiatt-cover. Crossing Muddy Waters rammes nøgent og akustisk, hvor de fine harmonier indhylles i et næsten guddommeligt skær. Da strømmen går midtvejs i sidste nummer Overland And Sea, vælger I'm With Her at synge sangen til ende kun båret af deres duglette vokaler. Her er det ligesom koncerten endelig løfter sig op på et helt andet niveau.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA