x
Opløftende house med tunnelsyn

The Blaze, Roskilde Festival, Arena

Opløftende house med tunnelsyn

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

The Blaze er et af de der elektroniske bands, som kandiderer til at blive en lille smule folkeeje. Lidt ligesom engelske Disclosure eller den danske supergruppe Av Av Av. Og ligesom det danske triumvirat, der er glade for trekanter og trioler, så blander The Blaze opløftende, sugende rytmik med melankolske stemninger.

Da koncerten begyndte, var det eneste, man kunne se, en stor, todelt skærm, og man nåede måske lige at tænke, at det da var at tage den elektroniske musiks dyrkelse af anonymiteten til nye højder, mens vi fik det svævende lækre nummer ”Sparks and Ashes” med de storladne pianoakkorder i introen og det nedpitchede vokalmantra. ”You are more than leaving for home / you are mighty, fly away”, synges der elektronisk processeret med let fransk ubehjælpsomhed udi engelsk idiomatik. På opfølgeren ”Heaven” blev der igen kastet nedpitchede vokaler og gigantiske rumklange efter os i et skarpt eksekveret house-antrit. Bestemt ikke ringe, men heller ikke rigtigt spændende.

Det var en god visuel ide at lade de to skærme glide til side og afsløre de to franskmænd Guillaume og Jonathan Alric stående i profil ved deres konsol fyldt med, må man formode, elektronisk udstyr. Det gav koncerten et løft, og det havde den brug for, for allerede med ”She” begyndte franskmændenes trofasthed over for deres egen kompositoriske og produktionsmæssige opskrift at være lidt enerverende. Og det er ikke, fordi der er noget galt med ”She”. Det er, fordi man skal have ret gavmilde ører for ikke at synes, at duoens numre lyder ens.

Bedst foldede opskriften sig ud på titelnummeret fra franskmændenes ep ”Territory”, på trods af mildest talt gebrækkelige tekster som for eksempel: ”we've waited for this day / we've shared some tears of love now / like a desert in the rain / when the sun of the day went down / there's nobody like my mom / there's no place like my home since I was born / when I was young the flavour is so strong / I've missed it so long now”. Klassiske housetricks som sidechainede, sugende synths og smukke pianoakkorder sørgede for stemningen, og publikum var godt med.

Ikke desto mindre kølnedes begejstringen hos denne signatur, efterhånden som koncerten skred frem. Det var simpelthen svært ikke at gå død i duoens ensklingende musik, og under det ellers lydefrit udførte ”Juvenile” sneg et lille gab, ikke af træthed, men af kedsomhed, sig ind. The Blaze er simpelthen en one trick pony. Eller okay, en two trick pony, hvis vi tæller de smarte skærme med, men alt i alt ville det sgu have været federe at høre Av Av Av.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA