x
Sej rocktrio med vokseværk tog stikket hjem

Nelson Can, Roskilde Festival, Avalon

Sej rocktrio med vokseværk tog stikket hjem

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Der var næppe tvivl om, at der for Nelson Can var tale om deres største optræden til dags dato. Et godt fyldt telt bekræftede kun denne antagelse. Og pigerne havde også givet den et ekstra hak i forberedelserne. De mødte frem i kridhvidt. Man fristes til at sige i bryllupshvidt i dagens anledning. Der var i hvert fald en ualmindelig god kemi mellem publikum og Nelson Can.

De havde også dækket sig ekstra ind med tilkaldt hjælp. Keyboards, ekstra bas og kor var selvsagt klædt helt i sort. Der var nemlig Selina Gin på vokal, Signe SigneSigne på bas og Maria Juntunen på trommer, der var dagens stjerner.

Og lade det være sagt med det samme, så blev der slået søm i på Avalon med deres stramme og minimalistiske triorock, der altså er gjort uden guitar. De giver Nelson Can et unikt og ganske sjældent udtryk, som det var tilfældet med The White Stripes. Og Nelson Can spiller da også en amerikansk inspireret rock’n’roll uden de store tryllenumre.

Man kan uden fornærmelse kalde Maria Juntunen kvinden bag gryderne, da hun er uddannet kok. Forhåbentlig behandler hun ikke fødevarerne med samme hårdhed, som det er tilfældet i hendes trommespil, der er kontant og præcist. Sammen med den gungrende og strømførende bas er de det klippefaste fundament i Nelson Can, mens den primale rockvokal er trioens flyvske element.

Efter en lidt benovet og famlende start fik Nelson Can efterhånden et godt greb om sagerne, og derfra blev den kørt sikkert hjem. Udvidelsen af bandet ændrede ikke på skabelonen og tilførte faktisk ikke noget nævneværdigt andet end en tryghed hos de tre hovedpersoner. I et kort mellemspil var trioen alene på scenen, og her slog energien for alvor gnister. Den bragte de så heldigvis videre i koncerten, og selv da de undtagelsesvis hev en guitarist på scenen lød de stadig som et sultent rockorkester, der har fundet deres egen vej.

Og med konceptet er det en smal vej, som de er slået ind på, der stadig kræver, at der bygges på, hvis de skal fortsætte deres positive udvikling. Måske kunne man ane lidt i af det i et det helt nye nummer ”A Good Cry”, som jeg lige fangede titlen. Et lidt mere fremadrettet og fyldigt melodispil kiggede her klædeligt frem hos det sejt rockende Nelson Can.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA