x
Eksperimental-elektropopperne er ikke for fastholdere

When Saints Go Machine, Roskilde Festival, Arena

Eksperimental-elektropopperne er ikke for fastholdere

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det bliver spændende at se, om Saveus om otte år udgiver en voldsomt eksperimenterende ep med massiv elektronisk manipulation af vokalen og mindre fokus på iørefaldende omkvæd end nogensinde. Det har When Saints Go Machine, der åbnede Orange Scene i 2010, netop gjort med It’s a Mad Love. I den mellemliggende tid har de så udgivet to album, der gradvist har bevæget sig væk fra det elektropop/funky udgangspunkt og over mod et mere artpoppet udryk præget af elektroniske filtre på forsanger Nikolaj Vonsilds i forvejen spændende, androgyne stemme. Et udtryk, man lige skal vænne sig til, men som vokser på én, og som absolut viser brug af AutoTune fra fænomenets mest kreative side.

When Saints Go Machine også bevæget sig på instrumentfronten. Kvartetten har i en årrække haft et live-setup bestående af Nikolaj Vonsild på sang, Jonas Kenton og Simon Muschinsky på keyboards og elektronik og Silas Moldenhawer på trommer, men nu har gruppen droppet trommesættet, og også Moldenhawer er gået over til ren teknologi. De tre sidstnævnte musikere står på Arena-scenen samlet omkring et bord med deres maskinpark langt inde på scenen, mens Nikolaj Vonsild synger og danser rundt forrest.

Gruppen lægger ud med ”ZeroFrame” fra deres nye ep, hvor Nikolaj Vonsilds ellers så karakteristiske stemme også live er næsten helt ukendelig takket være AutoTune og andre digitale effekter. Sangen er langsom og næsten uden beats og umiddelbart ikke det bedste udgangspunkt for en eftermiddags på Roskilde Festivals næststørste scene, der næsten er fyldt. Publikum tager dog pænt imod både dette nummer og den efterfølgende, ligeledes nye ”KassandraComplex7AM”, om end sidstnævnte slutter så brat, at der bliver en lille pause, inden folk klapper. Herefter kommer Saints deres gamle fans lidt i møde, da de som tredje sang spiller en gammel kending, ”Parix” fra Konkylie. Ganske vist i en lettere omarrangeret version, der passer til deres nye lyd med rent elektroniske beats, men heldigvis uden alt for meget AutoTune (alt kan jo overdrives), og det samme gælder den efterfølgende ”Mannequin”, der stammer fra Saints’ seneste fuldlængde-album, Infinity Pool fra 2013.

Nikolaj Vonsild virker oprigtigt beæret over det store fremmøde og takker publikum hjerteligt (”Jeg får kuldegysninger”), selvom han som nævnt har prøvet at stå på en større scene på Roskilde. Han har nu smidt sin gule hættetrøje og optræder i en sort T-shirt, der reklamerer for det lille københavnske pladeselskab Posh Isolation, der ikke udgiver When Saints Go Machine, men til gengæld Khalil, et andet af Vonsilds projekter. ”Cut By the Same Scissors” fra Konkylie, igen omarrangeret, bliver dedikeret til hans nyfødte nevø, som er resultatet af et forhold, der blev indledt under Roskilde Festival 2013, hvor When Saints Go Machine spillede sidste gang, også dengang på Arena. Det er jo svært at stå for.

Oven på endnu et par nyere sange får vi ”Love and Respect” fra Infinity Pool-albummet med Killer Mike på gæstevokal. Den amerikanske rapstjerne kendt fra blandt andet Run the Jewels optræder ikke overraskende kun i form af et præindspillet track, og hans stærke rap fortsætter på det nye nummer ”ArrowThroughSkinOutOfBlueSky”. I levende live oplever vi til gengæld Coco O. fra Quadron, der som en overraskelse kommer ind og er duetpartner på fortolkningen af Xanders ”Hos mig igen”, som When Saints Go Machine og Coco O. udgav i 2012. Desværre runger Coco O.’s ellers så smukke stemme lidt i det ikke helt fyldte telt, og hvis man ikke vidste bedre, er det faktisk lidt svært at høre, om hun synger på engelsk eller dansk.

Her i slutningen af sættet har Saints fokus på deres ældre og velkendte sange, som vækker genkendelsens glæde i Arena-teltet. Det gælder ikke mindst ”Church and Law”, hvor det langsomme beat får publikum til at vugge fra side til side. Både den smukke, temposkiftende, beatløse og meget melodiske ”Add Ends” fra Konkylie og uptempo-hittet ”Fail Forever” fra debutalbummet Ten Makes a Face sætter for alvor gang i fællesklappene, inden det hele slutter med den lange og gradvist opbyggende ”Slave to the Take in Your Heaven” fra Infinity Pool. Det store radiohit ”Kelly” fra Konkylie får vi til gengæld aldrig, og hovedindtrykket af koncerten er, at When Saints Go Machine er et kompromisløst band, der altid er på vej videre, men heller ikke helt vil svigte deres gamle fans, når de ellers synes, det passer ind i sammenhængen.

Dette konkluderede jeg også, da jeg for en måned siden anmeldte gruppen på Heartland Festival, men dengang roste jeg også deres stemningsfulde lysshow i sommernatten, hvor gruppens medlemmer stod som silhuetter på en skiftende baggrund af hvidt og rødt lys. Det kan jeg desværre ikke i dag, hvor der nok atter er arbejdet med lyssætningen, men hvor det ikke rigtigt virker midt på eftermiddagen i et telt, hvor der kommer masser af lys ind udefra. Et mildt irritationsmoment ved en ellers gennemsolid koncert fra et band, der ikke er for fastholdere, og som formår at forny sig selv uden at give køb på deres gamle kvaliteter. Og som formodentlig er bedøvende ligeglade med, at DR, som ellers har voldspillet dem tidligere, ikke gider playliste deres nye sange.

 

 

Sætliste:

ZeroFrame

KassandraComplex7AM

Parix

Mannequin

Degeneration

Cut By the Same Scissors

Dais

ThisIsWhyIdon'tThinkSunSeesLight

Love and Respect

ArrowThroughSkinOutOfBlueSky

Hos mig igen

Church and Law

Add Ends

Fail Forever

Slave to the Take in Your Heaven

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA