x
Partypunk fra Descendents med smil på læben - og ikke meget mere

Descendents, Roskilde Festival, Avalon

Partypunk fra Descendents med smil på læben - og ikke meget mere

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Wow – The Descendents har spillet punk sammen (med afbrydelser dog) i 41 år siden de blev dannet i 1977 i Manhattan Beach, Californien. Det er dog noget! Fredag stod de så på Avalon og lignede de bedstefædre, som de sikkert er, men tag ikke fejl.

Der er ikke meget støttestrømper og rollatorer, der kan forbindes med lyden af The Descendents. Hurtigt var vi ude i ”Everything Sux” (det skal staves sådan!), og så har man ligesom sagt sin mening. Tempoet blev holdt oppe i følgende numre som ”Hopp”, ”On Paper,” ”I Wanna Be a Bear”, ”Get The Time” og ”Rotting Out”.

Jeg selv har faktisk oplevet Ramones på denne festival helt tilbage i 1985, og de hurtige numre og hurtige sæt (dette varede en time) bragte mindelser om den gang, hvor speed was God. 

Men er der noget i det? Holder det efter alle disse år? Ja og nej. Man kan ikke forlade en koncert med Descendents uden et smil på læben. Det er lidt sjovt at se de ældre hyggebamser (ingen hanekam, nitter eller den slags – kun gråt skæg, måner og lidt maver) gå helt bersærk i dette partypunk.

Musikalsk er der teknisk set kun noget at komme efter hos den skridsikre trommeslager, Bill Stevenson, som jeg en rum tid stod og beundrede teknikken hos helt oppe fra forreste kant. Uden ham ville det hele falde sammen som en soufflé.

Guitarist Frank Navetta giver punken et tvist af gammeldags surf (hvis man lytter MEGET godt efter), men teknisk er det ikke imponerende, ligesom Milo Aukerman som forsanger absolut findes bedre, hvis man kunne vælge. Om end han virker, altså!

Især sidste halvdel af bandets sæt betød bedre og mere swing i koncertens hårdt pumpede numre som om de lige skulle i gang først. Problemet med dem er nok udtrykket.

Punken var i sit inderste en væsen i slut-70'erne og begyndelsen af 80'erne en protestbevægelse mod velfærdssamfundet og alle dets gerninger. Man kan diskutere, hvilken relevans det så har i dag. Specielt, når dem som spiller det, ligner nogle, der lige har rejst sig fra et livslangt kontorjob med fast månedsløn og deres på det tørre. Og måske subsidiært bodegaen…

Det bringer os ikke meget videre hen mod noget, der er et blivende udtryk. Aller højest forlader man koncerten med Descendents med netop det førnævnte smil på læben, og ikke meget mere. Og det kan jo så også være godt nok en smuk sensommer eftermiddag.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA