x
Højkoncentreret girl power på Apollo

Stefflon Don, Roskilde Festival, Apollo

Højkoncentreret girl power på Apollo

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Det er med baggrundslyden fra The Minds of 99s folkefest på Orange, at publikum fredag aften klokken lidt i otte stimler sammen for at overvære britiske Stefflon Don på “ungdomsscenen” Apollo. Nuvel, det er muligvis ikke fordi de to navne ligefrem appellerer til samme demografi, men taget den øvrige spilleplan i betragtning, er fremmødet ganske pænt ved den solbeskinnede og tilstøvede scene.

Historien om Stefflon Don, med det borgerlige navn Stephanie Allen, er historien om en 26-årig kvindelig rapper fra Hackney i London, som gennem female empowerment og livlige liveshows har opbygget en global fanbase, der giver den op for britens frigørende, seksualiserede og bragende dancehall-inspirerede lyd. Til en af sine shows har hun således haft ikke mindre end 50 kvinder fra crowden med oppe på scenen, for at bootyshake og give en slet skjult fuckfinger til en typisk mandsdomineret musikgenre.

“You’ve got another 10 minutes to party” bedyrer rapperens dj kort efter kl 20, og efterfølgende stiger spændingen på træflisen, mens numre fra forskellige amerikanske rappere flyder ud af højttalerne, akkompagneret af et solidt bass backdrop. “Who’s ready for Stefflon Don??!” lyder det umiddelbart, før aftenens front woman entrerer scenen til lyden af “Narcos”, som flyder over i beatet fra ASAP Fergs “Work”. På det efterfølgende nummer, det Jeremih-featurede “London” får rapperen selskab af fire kvindelige dansere, som også bakker den flamboyante Stefflon op på Jax Jones bangeren “Introduction”.

Lyden spiller virkelig på Apollo. Som altid, fristes man til at sige. Det lukrerer den blonde frontkvinde på, som i den danske sommersol er iført knæhøje, røde støvler, lårkorte shorts og stram rød trøje. Sexual liberation at its finest. Viben fra scenen smitter af på det unge publikum, hvor især den kvindelige del virkelig giver den fuld smadder til de bastunge reggaeton toner. Før “Uno My Style” råber dj’en et “when I say Stefflon, you say Don”, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at det feststemte folk her kender "her style".

Og hendes stil er ikke til at tage fejl af. Hun ligger stabilt på de hoftebevægende beats, og er i den grad katalysator på den fest, der foregår foran scenen. Sangene dedikerer hun til blandt andre sin mor og selvfølgelig "her women". Især budskabet om aldrig at blive spillet af en fuckboy, går særdeles stærkt igennem, vurderet ud fra det kvindelige jubelsbrøl.

Mens “Senseless” flyder gennem anlægget får vi endnu en røvrystende koreografisekvens fra baggrundsdanserne, leveret i forlængelse af det 808-tunge “Real Ting”. Der er enkelte steder, hvor hun overlader de sidste rim på de højenergiske produktioner til sin dj og/eller publikum, men der er ingen tvivl om, at Don kan selv, og det er hun ikke bleg for at vise. Tværtimod.

Derfor kan det også lyde en smule mærkeligt, at briten forlader scenen i fem minutter for at lade føromtalte dansere stå for underholdningen, før hun kommer tilbage til “Envy Us”, men taget showets opbygning og stemning i betragtning er det ikke noget, der piller ved det generelle indtryk. Stefflon Don er stærk på scenen, om hun rapper igennem, shaker booty eller snakker om sin forundring over at modtage dickpics i sine direct messages. En forundring, hun tilsyneladende deler med størstedelen af crowden, som griner, før der nok engang danses igennem til showets umiddelbare højdepunkt, Skepta-nummeret “Ding-A-Ling”. 

Festen når sit endeligt med “Hurtin’ Me”, som folk tydeligvis kender og skråler med på, og Stefflon Don sætter med vuggende hofter punktum for 50 minutters særdeles solid opvisning på solbeskinnede Apollo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA