x
Opløftende, ekstatisk forvandling

Fever Ray, Arena, Roskilde Festival

Opløftende, ekstatisk forvandling

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Da Karin Dreijer udgav sit debutalbum som Fever Ray i 2009 var det en indadvendt og dyster affære, som handler om fødselsdepression og fortabt kærlighed, og hun havde formummet sig bag makeup og kostumer. Den svenske kunstners nye album er et udtryk for en radikal forvandling, hvor depression er erstattet med ekstase. Den er et kampråb for friheden til at være den, man er, for friheden til at elske, for friheden til at være liderlig. På samme vis synes Karin Dreijers kostume og makeup ikke længere at være et skjold, men nærmere en udadvendt, ekstatisk udfoldelse.

Og der ligger en enorm kraft i det, som det var tydeligt at se allerede under koncertens første nummer ”An Itch”. De to percussionister lagde vægt og kraft bag Dreijers sang, som handler om liderligheden, der vågner, om et nyt nydelsespotentiale med et nyt køn. ”Imagine: touched by somebody who loves you,” som hun sang.

Vi fik også en, meget passende, totalt forvandlet version af ”When I Grow Up” fra det selvbetitlede første album, komplet med koreograferet dans til nummerets ikoniske synthriffs, og så nåede vi til denne nats første højdepunkt, da det var tid til at smide kampnæven i vejret og skråle med på ”this country makes it hard to fuck”. En ren magtdemonstration fra de storsyngende vokalister. Herefter fik vi i hurtigt tempo ”Falling og ”Mustn't Hurry”, som er et højdepunkt på albummet ”Plunge”, og som også var det her. Og vi fik ”Wanna Sip”, som domineredes af en blævrende, ond bas. Ikke en fod blev sat forkert.

En dejlig overraskelse var nyfortolkningen af ”Triangle Walks”, som var blevet totalt omkalfatret. Tempoet var højt og stemningen var sexet. En ren spirit switch, som der stod på Karin Dreijers T-shirt denne aften. ”IDK About You” blev serveret i en udgave, der var lige så hårdtpumpet som bandmedlemmet Helena Gutarras kostumemuskler. Det var ren rave-æstetik, percussion-laviner og kampvilje. ”Anybody / Who's coming with me / Gotta love my tracks / And swing an axe”. Meget smukt!

Vi kom dog også ned i tempo på den enormt rørende ”Keep the Streets Empty For Me”, hvor netop Helena Gutarra sang Cecilia Nordlunds vers. En temmelig uforlignelig version, som i hvert fald gav denne signatur tårer i øjenkrogen, og nej, det var ikke på grund af støvet på festivalpladsen.

”If I Had a Heart”, som om noget nummer tegnede den første Fever Ray-plade, fik vi også her i en forrygende udgave, og koncerten sluttede på toppen med det i den sammenhæng sjovt betitlede nummer ”I'm Not Done”. ”Some do magic / And some do harm,” sang hun, og magi, det var, hvad Karin Dreijer, Liliana Zavala, Mikaela Hansson, Maryam Nikandish, Diva Cruz og Helena Gutarra leverede. Et kampråb, en udfoldelse af et menneskes transformation, en besyngelse af kærlighed og liderlighed. Det giver håb, og blandt andet derfor var denne koncert noget af det allerypperligste, dette års festival kunne byde på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA