x
Evner og ambitioner, men ikke sans for finish

Vince Staples, Roskilde, Apollo

Evner og ambitioner, men ikke sans for finish

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Vince Staples har en krøllet hjerne og udgiver krøllet musik. Beats'ne er sære, melodierne endnu mærkeligere, og forløbene bryder med de fleste traditioner indenfor hiphop. Men der er et kæmpe fremmøde af helt unge foran Apollo, parat til at ride på den helt lange hale på 808'eren. Og den får vi. Sparsomt pyntet med lidt hihat, klokker og Staples' karakteristiske nasale vokal. Derefter sker der masser af andre ting i mikset, men allerede på de helt minimale ting er der reaktioner hos publikum. Det er skarpt skåret, og Staples står solidt lige den tak efter, som får det hele til at virke dovent. 

Kan man kalde det for en koncert?

De fleste, der spiller Roskilde, benytter lejligheden til at gøre noget ekstra ud af det, men Vince Staples er gået i den helt modsatte grøft. En computer står alene og afspiller backtracket, og Staples er den eneste på scenen. Det er noget af en manddomsprøve at tage en så stor scene helt alene, men han virker ret uimponeret over det. Og som sådan er det ikke en koncert, men en fest orkestreret med eklektisk indsigt i hiphop-kultur. 

Vi kommer både rundt om housey akkordrundgange, industrielle flader, fire til gulvet og wonky electronica. Alt sammen leveret med en streetwise tyngde af hip hop. Sejt, da der går underspillet fuldfed funk i den, med langsomme vrid på Moog'en og en danselyst, der går dybere end nakken. Staples er så meget i kontrol over funken, at musikken holder energien, selv når trommerne bliver taget ud, og vi står tilbage med vokal og lidt klokker. 

Generelt er folk på, men koncerten er også ramt af Apollos forbandelse: Folk står med deres telefoner og venter bare på hittet. Der er ellers rigeligt med andet spændende i koncerten, men jeg er ikke sikker på, at de opdager det. Måske hvis det havde været højere. Det var desværre væsentligt lavere end til de fleste andre koncerter på Apollo. Energien kom ikke helt ud, selv når stortrommen skulle sparke til det hele.

Hvad kan han, og hvad vil han?

Der er meget rap på backtracket, men man er ikke i tvivl om, at han styrer den mikrofon. Godt nok er der visuals i form af en række skærme med for eksempel overvågningskameraer, gamle film eller rock-koncertoptagelser, men fokus er egentlig ikke rigtig på scenen. Staples lader musikken tale så meget for sig, at der i stedet er en feelgood fest under åben himmel.

Vi var nok nogle, der havde håbet på nogle gæster, og ikke mindst at SOPHIE pludselig skulle stå på scenen, men det skete desværre ikke. Vi fik dog lov til at gå hjem på hittet "Yeah Right", som hun har produceret.  At en amerikansk sort rapper arbejder sammen med en engelsk hvid transseksuel – om et nummer om forfængelighed – er lidt en gamechanger for hiphop. Der er fuld call and response på den, og hænderne er i vejret.

Det ender med at stå for mig som en understregning af Staples' position i hiphop: Han laver spændende albums, som ikke rigtig fanger opmærksomheden derude og catchy singler, som sælger max. Jeg nød det, men havde nok håbet på noget mere. Både lydmæssigt og showmæssigt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA