Stepp2: Stadig på jagt efter fuger i tiden

Stepp2
Stadig på jagt efter fuger i tiden

Den umulige opfølger til dansk rocks største klassiker

GAFFA

LP / Gateway Music
Udgivelse D. 01.06.2018
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er ikke uden bange anelser, jeg har set frem til at anmelde Stadig på jagt efter fuger i tiden med Stepp2. For hvordan i alverden skulle man kunne følge op på en af dansk rocks største klassikere – Steppeulvenes Hip fra 1967?

Stepp2 gør forsøget – med ny musik og efterladte tekster af Eik Skaløe, venligst stillet til rådighed af Eiks efterladte søster. Og fremført af en anden og nulevende Eik – Skibdal – som har skrevet musikken, og også i selve den vokale fremførelse gør en dyd ud af at forsøge at lyde som sin navnkundige navnebror.

Med ombord er den originale Steppeulvene-trommeslager Preben Devantier (mens Stig Møller glimrer ved sit fravær), og hvordan lyder det så? Well, i Steppeulvenes (uperfekte) ånd, må man vel sige – og teksterne er i sagens natur fremragende.

Det synes næsten overflødigt at skrive, at produktet blegner i den uundgåelige sammenligning med Hip – men når det er sagt, er dette under alle omstændigheder faktisk en sympatisk (hippie-)plade anno 2018.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA