Best of the States

Mike Andersen, Skovscenen, GrimFest

Best of the States

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Arkivfoto

Da Mike Andersen gik på scenen, gik det endelig op for mig, hvad jeg burde have indset for længst. GrimFest 2018 er de store stemmers fest. Men den store stemme stod heldigvis ikke alene. Den var flankeret af et yderst velspillende og -swingende band.

Der var god plads mellem publikum. Mange havde tilsyneladende besluttet sig for at frekventere madboderne til et aftensmåltid. Det var jo deres egen sag – og begravelse – og godt det samme, for der var brug for pladsen. Der var nemlig ikke en eneste foran Skovscenen, der kunne stå stille til Mike Andersen og band. Ung som gammel som helt vildt ung dansede, og man begyndte at tro, at rytme er medfødt og smag for god musik ligeså. Alternativt var pladsens børn blot uhyre velopdragne ud i det musikalske.

Koncerten startede ellers siddende for manges vedkommende, hvilket musikken bestemt også kunne bære – særligt balladerne var som skrevet til afslapning i solen. Men det ændrede sig dog hurtigt, da Andersen bad folket rejse sig midt i sættet, imens trommerne groovede allermest.

Mike Andersen og band kendte bestemt deres besøgstid og musikhistorie. De spillede den fedeste blues som i the states, og de mestrede den ud i alle dens aspekter og afkroge. Vi fik serveret old school rock and roll og ballader med tunge backbeats solidt leveret af trommeslager Jens Kristian Dam. Vi blev forkælet med lækker, soulet gospelstemning, fællessang, vanvittig steelguitar fremført af fremragende Johannes Nørlykke på St. Pauli-hymnen ”City of Sin”, og The Great Gatsby-feeling på den prædepressive nye sommersingle ”There She Was” med Kristian Kolds busy basgang og Peter Denckers fortrinlige piano i skønt samspil. Sjældent har the blues været så skøn at have.

Skønt Mike Andersen og band er lokale og hyppige gæster blandt publikum på Danmarks Grimmeste Festival, så var det første gang, at de stod på scenen. Såfremt den kønne, grønne græsplæne kan holde til de dansende og taktfast trampende publikummer, så kan jeg sagtens se Andersen og orkesteret som et tilbagevendende element, for når de spiller the blues, så går den lige i humøret og i hofterne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA