Engageret extravaganza for øjne og ører

Roger Waters, Jyske Bank Boxen, Herning

Engageret extravaganza for øjne og ører

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Rogers sangskrivning er lige så relevant for en 50- eller 60-årig som for en teenager. Rigtig meget popmusik er udelukkende skrevet til teenagere”, påpegede Pink Floyd-trommeslageren Nick Mason, da jeg for nogle uger siden bad om hans bud på, hvordan et band så langt fra mainstreamen som Pink Floyd har kunne sælge så utroligt mange plader.

Mason var i godt humør den formiddag, for samme aften skulle han i Hyde Park og høre sin gamle kollegas aktuelle forvaltning af det fælles bagkatalog. Denne tirsdag aften er Waters Us+Them-turné – en tour de force på over 150 shows – nået til Herning og en nær ved udsolgt Jyske Bank Box, hvor godt 11.000 siddende gæster tager imod den efterhånden 74-årige britiske legende.

Senere på ugen venter to aftener i træk i Københavns Royal Arena. Det er sjældent, man ser så mange Dark Side of the Moon-T-shirts forsamlet på ét sted – sidste gang har med stor sandsynlighed været ved The Wall-koncerten i Parken sommeren 2013, og med ikke mindst dén koncert i mente er det svært ikke at skrue forventningerne til aftenens show i vejret.

Velkommen til maskinen

For et show er det, naturligvis, i bogstavelig forstand: En næsten tre timer lang og flot udfoldet, audiovisuel forestilling, snarere end en regulær rockkoncert. Klokken 20 tændes den gigantiske videoskærm; godt tyve minutter senere indtager orkesteret scenen, ført an af Waters, og indleder seancen.

Og et sæt, som bortset fra enkelte udpluk fra forrige års Is This the Life We Really Want? er sammensat af sange fra 1970’er-hovedværkerne. Jeg mener: At kunne runde første sæt af med titler som "Wish You Were Here" og "Another Brick in the Wall" siger trods alt ikke så lidt.

Under sidstnævnte optræder lokale unge i Guantanamo-dragter og sorte hætter over hovederne, som de river af og danser til den anti-autoritære klassiker. Da har vi allerede fået både "One of These Days" og en stærk "Welcome to the Machine".  

I andet sæt rulles det visuelle skyts for alvor ud, blandt andet i form af et svævende Battersea Power Station – det gamle kraftværk i det vestlige London, som prydede omslaget til Pink Floyds Animals. Og den obligatoriske, flyvende gris svæver gennem salen med påskriften Stay Human / Forbliv menneskelig.

Trump er et svin

Et bizart optrin med Waters og kumpaner i grisemasker udspiller sig på scenen, mens storskærme viser linjerne ”Pigs rule the world” og ”Fuck the pigs”. Siden groteske karikaturer af Donald Trump, foruden en fantastisk parade af idiotiske Trump-citater.

Under "Money" ruller andre verdenledere – inklusive den britiske premierminister Teresa May – over skærmene – og naturligvis får vi også den helt store Dark Side of the Moon-pyramide mod slutningen af koncerten. I aften flot udfoldet i laserstråler – modsat den oprindelige, oppustelige version, som dengang i 1973 rev sig løs og blæste ud på en parkeringsplads, hvor den beskadigede adskillige biler.

Hele tre timer, og uomtvisteligt imponerede – med et band, der bl.a. tæller Ian Ritchie (som i sin tid producerede Waters fine Radio K.a.o.s fra ’87) og altid gode Jonathan Wilson på overbevisende leadguitar – og som en pudsig bonus langtfra uden ligheder med en ung udgave af David Gilmour cirka, ja, 1973.

Eller som Waters siger, da han inden ekstranumrene introducerer orkestret: ”Jeg mener, at ethvert rockorkester bør have mindst én hippie med”. En kort, politisk ladet monolog følger, og så sættes et endeligt punktum med "Mother" og "Comfortably Numb" – og et publikum, som ellers har været længe om at vågne i aften, jubler, da Waters synger linjen ”mother, should I run for president?”

En meget stor fornøjelse. Eller som Nick Mason rammende formulerede det, den dag i telefonen fra London:

"Roger gør det fremragende. Jeg har set adskillige af hans shows. Det er ret interessant, for det, som han gør ville ikke fungere for Pink Floyd. Men det fungerer for Roger. Det, at det er så drevet af video-elementet (...) Det er Rogers fortolkning, men jeg synes det er glimrende. Uden dermed at sige, at jeg synes at det er bedre end Pink Floyd.”

 

LÆS OGSÅ: Stort interview med Pink Floyd-legenden Nick Mason

 

Sætliste:

1. Speak to Me
2. Breathe
3. One of These Days
4. Time/Breathe (Reprise)
5. The Great Gig in the Sky
6. Welcome to the Machine
7. Déjà Vu
8. The Last Refugee
9. Picture That
10. Wish You Were Here
11. The Happiest Days of Our Lives/Another Brick in the Wall (Parts II & III)

(pause)

12. Dogs
13. Pigs (Three Different Ones)
14. Money
15. Us and Them
16. Smell the Roses
17. Brain Damage
18. Eclipse

Ekstra:
19. Mother
20. Comfortably Numb


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA