x

Black Swamp Water
Distant Thunder

Midtjyske sumprockere er klar med album nummer to

GAFFA

Album / Mighty Music
Udgivelse D. 24.08.2018
Anmeldt af
Keld Rud

På åbningsnummeret ”Bitter Harvest” på andet album fra jyske Black Swamp Water lyder de som Black Label Societys uægte afkom komplet med banjo og nedstemte guitarer. Når man kommer længere ind i albummet, er det dog tydeligt, at Black Swamp Water har langt mere at byde på end blot tung blueset betonrock. En sang som ”Rebellion” henter sit cue fra traditionel heavy metal. ”The End” er ledsaget af en smule pedal-steel. Generelt er der rigtig fin variation hele albummet igennem. En af albummets bedste sange er den folkede ballade ”You Disappear”. Den ligeledes afdæmpede ”Defiance” lægger ud med march-trommer for sidenhen at blive et episk udstyrsstykke.

Distant Thunder er egentlig et gennemsympatisk album, hvor bandet viser eventyrlyst, og jeg gerne ville kunne sende det af sted med et bedre skudsmål end tre stjerner. Det er sangskrivningen desværre for inkonsistent til, og det er simpelthen her, bandets fokus fremadrettet bør være. Den allerede solide base skal forstærkes med mere vitaminholdigt melodimateriale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA