x
Junkyard Drive: Black Coffee

Junkyard Drive
Black Coffee

En sjælden fugl på disse himmelstrøg

GAFFA

Album / Mighty Music
Udgivelse D. 01.09.2018
Anmeldt af
Keld Rud

I sidste halvdel af 80’erne ville et band, der blandede Guns n’Roses og AC/DC næppe være et særsyn. Her 30 år senere er københavnske Junkyard Drive ude i netop dette ærinde. Man kan dog ikke længere fodre svin med sleazerockende bands. Når man samtidig tager i betragtning, hvor overbevisende de fem musikere formår at levere deres hookfyldte hårde guitarrock, er det endnu mere tydeligt, hvor sjælden en fugl Junkyard Drive er på disse himmelstrøg.

Der er i den grad hul igennem, når forsanger Kris betjener mikrofonen. Black Coffee har meget i sin favør. Sangene er skruet eminent godt sammen. Produktionen er transparent og flot. Det er ikke et album, der bombarderer lytteren med et hav af påfund og forskellige stilistiske indslag, men ved hjælp af akustiske guitarer og brug af forskellige tempi og rytmer oplever man en vis variation. Når alt det er sagt, ja så er det også et album, der loyalt arbejder inden for sleazegenrens skarpt definerede grænser, hvad angår sangtitler, tekster, lydbillede og kompositioner. Så desværre ingen point for originalitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA