x
Hvor quirky har man lov til at være?

Jenny Lewis, Mindfield, Haven festival

Hvor quirky har man lov til at være?

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Vinden blæser næsten de barnevognsrullende funktionærer omkuld, mens de drikker dyre IPA-øl foran Havens Mindfield-scene fredag eftermiddag, hvor amerikanske Jenny Lewis skal spille. Lewis var forsanger i indiegruppen Rilo Kiley, men sprang ud som sideløbende soloartist i 2005 med bluegrassalbummet Rabbit Fur Coat. Med sin solokarriere har Lewis udgivet tre album, hvor den melodiske indierock møder den amerikanske rootsmusik, senest med albummet Voyager i 2014. Seneste udspil har været som del af trioen Nice As Fuck med et selvbetitlet album, og i 2010 udgav hun albummet I’m Having Fun Now med kæresten og med-musikeren Jonathan Rice. Det er måske en lidt spøjs booking, da Jenny Lewis aldrig rigtig er slået igennem i Danmark, ej heller er albumaktuel. Måske hun er venner med The National?

Nå, men ind på scenen kommer denne forholdsvist ukendte Jenny Lewis, flankeret af et fem mand højt band. Med lange lokker, grøn hotpants-dragt med pink frynseærmer og hvide, høje sandaler ligner Jenny Lewis mere en af Zooey Deschanels BFF’s end en bad ass bluegrass-sangerinde. Lad mine fordomme komme på prøve:

De første fire numre er fine – ufarlige, grænsende til kedelige. ”The Big Guns” er god countrypop, hvor Lewis’ stærke vokal leger fint med det velspillende bands, hvoraf to af medlemmerne også agerer kor (og ligner hhv. en fra Pet Shop Boys og Michael Kiwanuka). Og så kommer det nyere nummer ”Party Clown”, der bliver præsenteret som en ”psykedelisk kærlighedssang”. Bare titlen er lidt for meget, ikke? Hvor quirky har man lov til at være? Kvinden har en guitar med regnbue på, FFS! B-stykket trækker dog op med en igen stærk vokal og et fremragende kor. Men så er der ”doo-doo-doo”-sekvenser og lyrik om hundehvalpe på ”Wasted Youth”, og under americana-balladen ”Happy” trækker Jenny Lewis gudhjælpemig pastelfarvede claves frem!

Bedre er den mere rockede ”See Fernando”, hittet ”Just One Of the Guys” og især den smadrede guitarsolo på ”Born Secular”. Højdepunktet er næstsidste nummer, ”The Next Messiah”, hvor Michael Kiwanuka-imitatoren synger solo i sekvenser, hvilket er helt fænomenalt.

Jenny Lewis er simpelthen for quirky. Det er begrænset hvor mange enhjørninger, strutskørter og regnbuer, jeg kan kapere i mit liv. Hun er bedst, når hun er helt nede i bluegrass-mulden og værst, når den poppede quirky side viser sit alt for fjolle-fnis-agtige ansigt. Og så overskyggede korsangeren – hvilket nok ikke var meningen. Men vi lander på middelkarakter, for Jenny Lewis skabte god stemning til alle Mikkeller-mødrene, og det er jo dem, Haven mest er til for.

Sætliste:

  1. Head Underwater
  2. The Big Guns
  3. Silver Lining
  4. Rise Up With Fists!!
  5. Party Clown
  6. Wasted Youth
  7. See Fernando
  8. Happy
  9. Just One of the Guys
  10. She’s Not Me
  11. Born Secular
  12. The Next Messiah
  13. Acid Tongue

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA