x
Unless it's pouring down with rain

Einstürzende Neubauten, Haven Festival, Meadow

Unless it's pouring down with rain

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Ovennævnte overskrift er hentet fra Einstürzende Neubautens "The Garden", hvor den fulde tekststump lyder "You will find me if you want me in the garden unless it's pouring down with rain." Den tyske industrial-med-meget-mere-gruppe indledte deres koncert på Haven med dette nummer, og lige netop benævnte tekststump skulle vise sig at blive noget nær profetisk. Men mere herom senere.
 
Sortklædte Einstürzende Neubauten havde fyldt scenen godt op, til trods for at dette faktisk var et festival setup og således altså lidt mindre end det, gruppen kan stille med, hvis de får lov til at tage det hele med, så at sige. Men her var naturligvis metalplader, boremaskine, plasticrør, og hvad man nu ellers kunne forvente, side om side med mere konventionelle instrumenter som guitar, trommer, bas, synthesizer.
 
Gruppen kom godt fra start; udover den slæbende traurige "The Garden" også med den aggressivt hårdtslående "Haus der Lüge", oprindeligt fra senfirserne, hvor forsanger Blixa Bargelds ellers velskrigende stemme fik kamp til stregen af de larmende metalplader. Faktisk var Bargelds vokal også på nogle af de resterende numre i passager en lille smule for lav, hvad han også forsøgte at signalere nogle gange.
 
Koncerten skred frem, og selvom man måske godt kunne fornemme, at tyskerne med deres baggrund i den avantgardistiske ende af den berlinske punkscene i firserne, dengang man ventede på atomkrigen i skyggen af Muren, ikke nødvendigvis følte sig aldeles hjemme en gråvåd sommereftermiddag på en festival, hvor dagsprisen på en falafel ligger omkring de hundrede kroner, så spillede de fornemt og kyndigt. Med den vanlige balance mellem rolige og lyriske stunder afløst af mere infernalske passager med metalskrammel og Bargelds legendariske skrig. Der var så absolut intet er udsætte på nogle af musikerne, fra Hackes bastante bas, det ene øjeblik melodisk og fyldig, det næste, nåja, undskyld ordspillet, hårdt hakkende, til Unruhs arsenal af skrot-percussion, fra metalplader over fjedre til plasticdunke.
 
Spil noget, vi ikke kender!
Tyskerne gjorde det godt, ganske som vanligt, men vi kommer ikke uden om, at de i ret høj grad gjorde ganske som vanligt. Det er ikke så længe siden, gruppen gæstede København sidst, og jeg tror ikke, vi fik et eneste nummer denne gang, der ikke var på sætlisten dengang også, og gruppen kunne måske godt trænge til at ryste posen lidt. Især fordi de rent faktisk er i stand til det – på den ene side er Einstürzende Neubauten med årene blevet et stærkt respekteret navn, som typisk ikke har besvær med at trække folk til koncerter, på den anden side har tyskerne aldrig haft rigtige hits. Der er ikke lige den der med Einstürzende Neubauten, som man kan spille for tilfældige familiemedlemmer eller dem på kontoret og opnå samme grad af genkendelse som f. eks. med Depeche Modes "Personal Jesus" eller The Cures "Friday I'm In Love", for nu at hive andre sortklædte firserdrenge op af posen. Netop derfor er der ikke samme forventning om hitlevering til en Einstürzende Neubauten-koncert; noget gruppen måske godt kunne bruge som undskyldning for at variere lidt mere i forhold til sætliste.
"
Derfor blev vi, ikke helt overraskende, budt på både "Sonnenbarke" og "Die Befindlichkeit des Landes", begge fra Silence Is Sexy, begge leveret fint, begge gode numre, men da turen kom til "Sabrina", ligeledes fra Silence Is Sexy, gik det galt.
 
Byger der går og kommer
På dette tidspunkt var regnen begyndt at tage til. Bevares, ikke noget, der ville hverken skræmme eller imponere en erfaren Roskilde-rotte, men nok til, at det egentlig var både lidt træls og lidt koldt, for der var også vind. Måske ikke nok til at sende nogen halvstuderet pirat tværs over det caribiske hav, men altså nok til, at regnen slog ind på scenen, hvor Alexander Hacke, Blixa Bargeld og Jochen Arbeit befandt sig i frontlinjen med deres instrumenter og dertilhørende pedaler og andet elektronisk grej. Efter mislykkede forsøg på hastigt at tildække elektronikken med den ellers musikerrette kombination af plasticposer og gaffatape, afbrød Bargeld seancen.
 
Nuvel og velan; er Blixa Bargeld en diva af karat? Også i den grad. Er han en krukke uden lige? Det må man nok sige ja til. En mavesur tysker, der forsøger at drukne sorgen over atomkrigen, der aldrig kom med en tiltagende interesse for gourmet-retter? Muligvis. Men havde han ret? Ja, jeg mener faktisk, Blixa Bargeld havde noget at have det i. Det kan godt være, man har et ry for at stille nogle til tider lidt heftige krav, at man har et iltert temparement, især hvis tingene ikke er, som de skal være. Men derfor kan man jo stadig godt have ret, og det mener jeg Bargeld havde her. Som han selv, i øvrigt hverken vrissen eller stiktosset, gjorde opmærksom på, så var regnen reelt til potentiel fare for det elektroniske udstyr såvel som musikere i form af eventuelle stød. Jeg har selv stået på scenen under regn og torden; jeg forstår godt Blixa Bargelds beslutning. Han selv såvel som Hacke og Arbeit fik regn i deres udstyr, der hvor de stod placeret. 
 
Folk var naturligvis skuffede; jeg stod helt oppe foran, ved siden af en fyr, der var kommet fra Marokko og som viste sin tatovering med gruppens ikoniske logo, med en hvas bemærkning om, at det var altså det her, han havde fået tatoveret i sin tid og ikke sine børn. Man forstår et og andet sted godt, hvis han ikke var helt godt tilfreds. Men hvem bærer skylden? Den danske sommer først og fremmest, som bare godt kunne have ventet med at slutte en dags tid eller to mere, men måske også i nogen grad Haven som arrangør. Den store scene, hvor Einstürzende Neubauten optrådte var selvsagt overdækket, men ikke med noget sejl fortil, dvs. overdækningen rakte kun så langt som scenegulvet og det er jo altså ikke nok. Man kan naturligvis aldrig sikre sig helt og aldeles, men det her var, hånden på hjertet, ikke rigtig godt nok.
 
Naturligvis skal musikere skærmes bedre mod regn, og andre festivaler har tilsyneladende kunnet finde ud af det i årevis; måske fordi de ser sig selv som musikfestivaler og ikke bader løs i egen regnvåd juice med tåkrummende vendinger som "sofistikeret ølfestival" og "madfestival med verdenskendte kokke i toppen af det eksperimenterende spil." Skulle der komme en klage f. eks. fra en marokkansk fyr, der gerne vil have sine penge tilbage, så vil det klæde festivalen at betale det fulde beløb og så ellers drikke en bitter kop eddike af Meyers og sætte sig til arbejdsbordet og finde ud af, hvordan man sikrer, at lignende problemer med regn ikke kan opstå igen.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA